Gæsteblogger: Aarhus kontra København som turistby

I anledningen af at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har vi den glæde at udgive et spændende indlæg, om Aarhus kontra København som turistby.

Nyhavn, København
Billede fra VisitDenmark: Nyhavn, København (Fotograf Kim Wyon)

Aarhus kontra København

Du behøver ikke at krydse landets grænser for at tage på en begivenhedsrig og mindeværdig storbyferie. De danske storbyer kan være lige så oplevelsesværdige som en tur til udlandet. Især København og Aarhus er attraktive destinationer, for både internationale og danske turister – og med god grund. Aarhus er eksempelvis blevet udnævnt til årets Europæiske Kulturhovedstad, og København vil altid være et besøg værd. Men hvor skal turen gå hen, når det hedder storbyferie i Danmark? Vi giver dig her et indblik i, hvad både Aarhus og København tilbyder som turistbyer.

Kultur og historie

Aarhus

Man kan ikke sige ’kultur’ uden at nævne Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Denne fornemme titel, har medført et år fyldt med kulturelle begivenheder og forestillinger, der både vil inspirere, provokere og imponere. Derudover vil du kunne mærke den særlige stemning, der har spredt sig i Aarhus grundet det store fokus på kultur, selvforståelse og en tro på fremtiden. Du vil bl.a. kunne sanse stemningen ved de imponerende bygningsværker på havnen og nye uddannelsessteder, der alle bidrager til det kulturelle bybillede. Besøg eksempelvis Aarhus’ kulturhus DOKK1 ved havnen eller kig forbi Godsbanen og oplev tværfaglig kunst-og kulturproduktion. Mange af de kulturelle events i løbet af året vil blive afholdt i DOKK1 og ved Godsbanen.

København

Du vil umuligt kunne opleve alle hovedstadens kulturelle og historiske seværdigheder på blot et par dage. København danner ramme om utallige museer, historiske områder og kulturelle attraktioner, der, med rette, gør København til en populær turistby på et internationalt plan. Besøg bl.a. Nationalmuseet, Glyptoteket, Rundetårn, Frilandsmuseet, Zoologisk Museum og fristaden Christiania – for bare at nævne få af hovedstadens mange seværdigheder. Derudover vil du kunne fordybe dig i moderne kunst med et smut forbi ARKEN Museet i Ishøj, der byder på samtidskunst fra både danske og internationale kunstnere.

By- og natteliv

Aarhus

Tager du på visit i Aarhus, vil du opdage et stort udvalg af shoppesteder – alt fra lange gågader og storcentre til hyggelige markeder og basarer. Der er ikke uden grund, at Aarhus er Jyllands førende shoppingby. Du kan tage på spadseretur ned gennem strøget i Aarhus og gå på opdagelse i over 150 butikker, eller opleve Danmarks største citycenter med et besøg i Bruun’s Galleri bag Banegården.

Det hyggelige Latinerkvarter er ligeledes et besøgsværdigt område i Aarhus, hvis du ønsker at udforske små specialbutikker og gæste skønne caféer og restauranter. Derudover byder Aarhus på et hav af hyggelige og inspirerende mad- og loppemarkeder, der tilbyder lækre delikatesser og unikke modetrends indenfor boligindretning og tøjdesign. Tag på Aarhus Street Food og smag på internationale retter, eller besøg Ingerslev Boulevard og oplev sydlandsk stemning med omkring 60 udendørs boder, der sælger alt fra friskhøstede frugter til hjemmelavede produkter.

Efter at have udforsket Aarhus’ byliv, kan du tage en velfortjent drink på en af byens caféer, natklubber eller barer, der kan findes omkring Aarhus å. Denne Åboulevard er indbegrebet af caféhygge og natteliv, hvor du enten kan nyde en kold øl i intime omgivelser, eller give den gas på dansegulvet til de nyeste rytmer.

København

Vi kan ikke komme udenom, at København er Danmarks største by og derved omkredser flere forskellige områder, der byder på hver deres unikke særheder. Du kan således opleve et enestående byliv i hvert område.

Strøget i København anses som hovedpulsåren i byen og er en af Europas længste gågader, med et hav af butikker på hver en side. Her finder du stort set alt, hvad hjertet måtte begære af eksklusive mærkevarer, som ikke fås i andre danske storbyer og mode på budget. Du kan eksempelvis finde butikker som Louis Vuitton, Prada og Gucci i den lidt dyre ende af Strøget, og tage et smut forbi H&M og Vero Moda i den anden. Derudover huser København en lang række storcentre såsom ILLUM, Field’s og Copenhagen Mall, hvor du ligeså kan få stillet shoppetrangen.

København byder også på eksotisk gastronomi med en tur til Papirøen, hvor Copenhagen Street Food hører til. Du kan ligeledes besøge loppemarkeder flere steder i byen, hvor gader og haller fyldes med møbler, tøj og andre spændende sager. Disse tilbagevendende events kan eksempelvis findes i Ravnsborggade, Bella Centret og Onkel Dannys Plads.

Musikhuset, Aarhus
Billede fra VisitDenmark: Musikhuset, Aarhus (Fotograf Jonas Høholt)

Restauranter og caféer

Aarhus

I Aarhus finder du restauranter og spisesteder i alle afskygninger – uanset om du har lyst til dansk, italiensk, fransk, japansk eller noget helt femte. Du kan også finde restauranter i alle prisklasser, så du selv kan bestemme, om du vil have medbringe den store pengepung. Du behøver desuden ikke at tage til København for at opleve gastronomi på det højeste plan – hele fire Aarhusrestauranter har igen i år fået tildelt Michelin-stjerner. Besøg Substans for et afslappende gourmetmåltid, Gastromé for en innovativ madoplevelse, Fredrikshøj for moderne kogekunst og Domestic for kvalitetsretter kokkereret på årstidens råvarer. Disse fire Michelin-restauranter vil uden tvivl give dig en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige.

København

Hvis Aarhus er ”caféernes by”, kan København i særdeleshed kalde sig for ”restaurantbyen”. København huser et hav af restauranter fra den ene yderlighed til den anden. Dog har de nordiske restauranter vundet særligt indpas i det københavnske, bl.a. med restaurant Noma, som er blevet kåret til verdens bedste restaurant hele fem gange. Restaurant Geranium i Fælledparken ligger i spidsen med hele tre Michelin-stjerner. Her kan du opleve gastronomi fra den øverste skuffe, der inddrager alle sanser i et usammenligneligt gourmetmåltid. Så hvis du medbringer den helt store pengepung, byder København på et væld af gourmetrestauranter, der bestemt er et besøg værd.

Musik og teater

Aarhus

Aarhus har et pulserende musikmiljø med diverse spillesteder, koncerthuse og musikfestivaler. Byen byder bl.a. på store årlige musik-events som Northside Festival, Aarhus Jazz Festival, Grøn Koncert og SPOT festival. Aarhus huser desuden mange spillesteder, hvor både store og små artister kan fyre den af på scenen. Spillesteder som Train og Voxhall byder ofte velkommen til diverse kunstnere fra ind- og udlandet, der forstår at sætte gang i festen. Tivoli Friheden er desuden et populært spillested i løbet af sommeren, hvor der hver fredag bliver afholdt koncerter med velkendte kunstnere.

Derudover afholdes der året rundt storslåede og flotte koncerter i Musikhuset. Oplev alt fra musicals, symfoniorkestre og opera til festlige koncerter, stand-up og børneteater. Der så at sige noget for alle og enhver.

København

Som turist i København vil du hurtigt opdage det enorme udbud af spillesteder og koncertarenaer rundt omkring i byen. Det er alt fra store koncerthuse som Royal Arena, DR Koncerthuset og VEGA til mindre spillesteder som Culture Box, Jazzhouse og Tivoli. Du har derfor rig mulighed for at opleve en bred pallette af musikalske stilarter – hvad enten du er til jazz, pop, rock eller storslåede operaer og symfonier. Derudover afholdes der årligt forskellige musikfestivaler i og nær København såsom Roskilde Festival, Distortion, Sommerklassisk og Copenhagen Jazz Festival.

Udover musik og teater er København spækket med forskellige biografer, der varier i størrelse og udvalg af film. Tag eksempelvis en tur i Cinemateket og se en spændende dokumentar, oplev en fransk klassiker i Grand eller bliv underholdt af de nyeste actionfilm i Imperial, Falkoner eller Empire Bio. Det københavnske udvalg af spillesteder, teatre og biografer er usædvanlig stort – det handler derfor om være selektiv og planlægge forud, så du lige præcis ved, hvilke steder du helst vil opleve.

Operaen, København
Billede fra VisitDenmark: Skuespilhuset, Operaen i København (Fotograf Kim Wyon)

Planlæg dit ophold med sightseeing og overnatning

Uanset om turen går til Aarhus eller København, kan det betale sig at planlægge sin tur forud. Begge byer byder på et hav af oplevelser, der umuligt kan nås på én ferie. Vi anbefaler derfor, at du nøje udvælger de attraktioner og seværdigheder, du helst vil opleve, så du har en klar plan for sightseeing af byen. Dog kan du også få hjælp fra veluddannede guider, der kan føre dig igennem de største seværdigheder i byen, hvis behovet skulle opstå. København tilbyder desuden populære sightseeingture både til vands og til lands, hvor du kan få krydset mange attraktioner af på listen.

Når du planlægger dit ophold, er det også væsentligt at overveje, hvor du skal gå til køjs efter en begivenhedsrig dag. I Aarhus kan du bl.a. overnatte på Hotel Ritz ved Banegården, der har den perfekte placering for turister. Fra Hotel Ritz har du kun korte gåafstande fra diverse seværdigheder, caféer, natklubber og shoppesteder. Her kan du både booke overnatninger for en enkelt nat, en weekend eller længere miniferieophold.  Ønsker du at bo i hjertet af Aarhus Centrum, tilbyder Hotel Oasia også overnatninger og længere hotelophold. Begge hoteller er indrettet med rene linjer, nordisk design og funktionalitet i højsædet.

I København kan du eksempelvis overnatte på det smukke Copenhagen Admiral Hotel, der emmer af charme, hygge og historik. Hotellet er beliggende i hjertet af Københavns centrum med korte afstande fra shoppesteder, teatre, og turistattraktioner. Fra Admiral Hotel er der en smuk udsigt over havnefronten, Ofelia Plads og Operaen. Hotellet tilbyder tilmed forskellige pakker og tilbud, hvor du kan kombinere dit hotelophold med en tur i teatret eller et udsøgt gourmetmåltid. Et ophold på Admiral Hotel kan derfor give dig en helstøbt turistoplevelse i København.

Shopping i Latinerkvarteret, Aarhus
Billede fra VisitDenmark: Shopping i Latinerkvarteret, Aarhus
  • Billeder fra VisitDenmark
  • 2017 (april)

Gæsteblogger

OnTrip.dk
CVR: 37901598
© 2017 OnTrip.dk All rights reserved

Translate »