Marokko

Marokko skulle vi til en kold og meget tidlig morgen. Eller det var nærmere nat, da vi stod vi op. Danmark var kold omkring frysepunktet, mørk og overalt lå der 5 cm. nyfaldet sne. Fordi vi var så tidligt på farten, var der endnu ikke ryddet sne, så det var ren glidebane, at komme til lufthavnen. Vi glædede os til at komme ned til sol og varme i Marokko.

Marokko

Lufthavnen i København

Ude i lufthavnen er alt tjek-ind automatisk og uden kontakt med mennesker. Så efter vi selv havde printet bordingcard og bagage slips kom vi frem til bagage drop. Denne er nu også gjort automatisk. Med en håndholdt scanner fik vi vores bagage sendt afsted og begav os gennem sikkerhedskontrol og ud til vores Norwegian fly.

Ankomsten til Marokko

Efter lidt mere end 4 timers flyvning fra Danmark var vi i Marokko. Det ligger i det nordlige Afrika og hold da op, det er ikke bare et helt andet kontinent, men det er også en helt anden verden vi var kommet til.

Flyet landede i den forholdsvis lille lufthavn i Marrakech, hvor vi efter at være steget ud af flyet skulle gå hen til ankomsthallen. Det foregik imellem de parkerede fly, ikke noget man så tit oplever i Europa.

Herefter kom den omfattede immigration med udfyldelse af papirer, stempler i passet og endnu en person der skulle kontrollere om stemplet var der.

En lidt anden verden end den vi lige kort forinden havde oplevet i Københavns lufthavn, hvor det meste efterhånden er blevet automatiseret. I Marokko er der personale der kontrollerede personalet.

Marokko

Marokko

Marokko

Kulturforandring

Men også vejret, varmen og luften var helt anderledes. Da vi kom udenfor lufthavnen blev vi mødt af varmen, solen og palmerne. Der var en masse mennesker med en helt anden påklædning end vi er vant til i Europa.

Stort set alle lokale kvinder var enten helt tildækket eller bar slør, mændene havde store kåber på, med tilhørende hætte som gik op i en spids. Ellers var det fleece heldragter i alverdens mønstre, som der blev båret.

For de lokale var det januar og vinter, så selvom vi synes at 15-20 grader var varmt og sommer i forhold til de hjemlige forhold, er januar en kold måned i Marokko, hvor sommer temperaturen nemt kommer op over de 40 grader om sommeren.

Marokko

Marokko

Fakta om Marokko

Marokko er et kongerige og regeres af Mohammed 6. Marokko har enevælde og har ikke noget demokrati. De fleste marokkanere har tillid til kongen og stoler på at reformerne så småt er i gang.

Marokko har heller ikke været berørt af det såkaldte “Arabiske forår” med de folkelige opstande som flere nabolande har oplevet. Der er i Marokko også en holdning til, at kongen er et værn imod religiøs fundamentalisme.

Marokkos hovedstad er Rabat og det officielle sprog er arabisk, men der tales også fransk, berbisk og spansk. Landet blev først uafhængigt fra Frankrig i 1956 og den mangeårige franske påvirkning er tydelig i landet. Hvor vi rundt om i verden oplever engelsk som folks naturlige andet sprog, så er andet sproget i Marokko fransk.

I Marokko er omkring 99 % af befolkningen muslimer og landet er underlagt sharialovgivningen. Desværre er en stor del af befolkningen også fattige og 15% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på 2$ pr. dag.

Landet er desuden ramt af en stor arbejdsløshed og over halvdelen af befolkningen er stadig analfabeter. Det er virkelig et land der skriger på reformer!

Marokko

Turen til vores Riad i Medinaen

Vi havde hjemmefra bestilt transport via vores Riad, hvor vi skulle bo i 6 nætter. Vi gættede at det ville blive svært at finde frem, når vores Riad som er beliggende i den gamle del af Marrakech, kaldt Medianen. Den er omkranset af en 19 km. lang bymur. Inde i Medianen er der kun ganske få vejnavne, så vi ville slet ikke have nogen idé om, hvor vores Riad ville være placeret.

Efter en hektisk køretur med masser af biler, hestevogne, scootere og tit også mennesker der befandt sig midt på vejen, standsede vores bil og vores chauffør steg ud. Han tog den ene af vores tasker, vi greb hurtig de andre og så startede gåturen. Vi gik ned blandt små gyder med masser af boder, scootere, cykler, vogne der blev trukket af æsler og masser af mennesker.

Gaderne vi gik på var så små, at der ikke kunne køre biler. Efter en del zig zag drejede vores chauffør ned af en gyde, hvor der var ingenting og den endte blindt. Vi havde alle tre tænkt, nu bliver vi nok overfaldet og røvet.

Men nej, selvfølgelig blev vi ikke det og helt nede for enden drejede vi en sidste gang, gik 5-10 meter af en smal gang og endte ved en dør. Vi var nu fremme ved vores Riad.

Marokko

Marokko

Fremmed ved vores oase

Da døren åbnede og vi kom ind, var vi pludselig kommet til en oase. En smuk gårdhave, med hyggelige borde og stole, planter og en lille swimmingpool. Et tag som var rullet fra, så vi kunne se op til den åbne himmel.

Herinde blev vi mødt af en venlig kvinde. Hun gik med det samme i gang med at lave myntete, som blev serveret for os og vi nød at drikke teen i det helt stille og hyggelige rum.

Marokko

Marokko

Marokko

Vi var for alvor kommet til Marokko. Vi kunne nu se frem til vores ferie i et spændende, anderledes og eksotiske land. Langt væk hjemmefra.

Vi så frem til oplevelser i det eksotiske Marokko.