Ngong Ping 360 og Tin Tan Buddha – Lantau Island, Hong Kong‏

Ngong Ping 360 og Tin Tan Buddha, ligger på Lantau Island. Vi havde før vi rejste til Hong Kong, besluttet at vi ville besøge stedet. Lantau Island er bjergrig og er den største af Hong Kong øerne. Vejret var desværre ikke særlig godt. Der var overskyet med lavt hængende skyer og risiko for regn.

Ngong Ping 360 og Tin Tan Buddha skulle opleves

Men vi ville gerne ud og køre med svævebanen og se den store Buddha. Lidt imod vores indre fornuft, på grund af vejret, gjorde vi forsøget alligevel. Efter en halv times togtur stod vi af på stationen Tung Chung. Herfra var det muligt at tage en svævebane, hele vejen op til Ngong Ping, hvor klosteret og den store Buddha er.

Fremme kunne vi godt se, at dagen var et dårligt valg. Vi kunne se lidt op ad de grønne bjerge, men skyerne hængte lavt. Den vilde svævebane, på hele 5,7 km. var i sig selv en stor oplevelse, så vi skulle bare afsted.

Vores tur med Ngong Ping 360

Det var muligt at købe en billet, til en almindelig kabine med almindelig gulv eller en Crystal, som var en kabine med glasgulv. Vi valgte den almindelige og afsted var vi. Hele 25 minutter tog denne tur, udover vandet, henover og op i bjergene. Turen bugtede sig frem i landskabet, startende med at svæve udover vandet. Her fik vi masser af smuk udsigt, udover al den grønne vegetation. Den nød vi imens kabinen langsomt og næsten lydløst kæmpede sig videre op ad bjergvæggen.

Undervejs kunne vi se ind over Hong Kong lufthavn og vi kunne se Tung Chung bydelen med dens høje beboelses skyskrabere.

Men pludselig kom vi til det uundgåelige punkt, omkring halvvejs oppe, sejlede vores lille lydløse kabine ind i en sky og vi kunne intet se. Selvfølgelig surt, at gå fra den smukke udsigt for derefter at blive frataget muligheden. En mulighed for at se den store Buddha på afstand. Men samtidig en underlig og lidt fascinerende situation, at sidde i en så lille kabine og kun kunne skimte et sort kabel. Fra fra tid til anden, så vi en modkørende kabine få meter fra os, ellers var alt hvidt udenfor.

Fremme ved endestationen

Ved ankomst til området startede turistfælderne, som Hong Kong prøver at markedsføre som en kulturel landsby. Et stort areal med alverdens boder, underholdning og restauranter. Det hele virkede meget kunstigt og mindede om et område i en forlystelsespark. Heldigvis var der længere fremme, på vejen hen mod den store Buddha også smukke bygninger, en kæmpe indgangsport og seje statuer.

Tin Tan Buddha

Fremme ved den store Tin Tan Buddha, skulle vi lige op ad de 268 trin, der var nede fra vejen og op til templet. Turen op var smuk, med nyudsprungne træer og masser af grønt. Desværre var vores nemesis stadig med og de lavt hængende skyer kom tilbage, jo længere vi kom op. Nedefra kunne vi godt se, at den store Buddha var gemt godt væk, men håbet var, at vi kunne se den jo tættere vi kom. Men dette var desværre en forkert antagelse. Jo højere vi kom op, jo mere gik vi rundt i skyerne.

Vi var helt sikre på, at synet af verdens største siddende udendørs Buddha i bronze, ville have været et fantastisk syn. Her stod vi lige ved foden af den store Buddha, som er 26 meter høj og den var fuldkommen dækket af skyer. Vi kunne desværre kun lige se dens omrids. ØV!

Ngong Ping 360 og Tin Tan Buddha

Ngong Ping 360 og Tin Tan Buddha var begge super oplevelser, især den lange svævebane var en ret vild oplevelse. Selvom vi ikke rigtig fik set den store Buddha Tin Tan, havde vi en god og spændende dag. Naturen var smuk og det var sjovt at opleve, hvordan skyerne gradvist spiste og fjernede vores udsyn.

Beboelsesejendommene

Vi gik tilbage til stationen for at tage toget tilbage til Hong Kong øen men stoppede lige op. Tæt på stationen lå der en beboelsesejendom som vi blev lidt fascineret af. Sjældent har vi set en bygning med så mange små lejligheder, det var helt vildt. Folk var stuvet ind i bygningen og boede nærmest som burhøns!!!

Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.