Kildebrønde Frugtplantage – Greve, Danmark
I Kildebrønde Frugtplantage bliver du mødt af juletræer, den søde duft af æbler og en smukt dekoreret julestue, når du tager dertil i december måned. Køb lækre æbler, dit yndlingssyltetøj, honning eller juletræet, i den store gårdbutik eller hvad med et besøg i julestuen?
Kildebrønde Frugtplantage
I Julestuen er der nisser i alle afskygninger, juledekorationer og alt hvad der hører julen til. Det er i hyggelige omgivelser og børnene vil elske et besøg til Kildebrønde Frugtplantage. Et besøg på Kildebrønde Frugtplantage, er altid en fornøjelse året rundt. Vi har igennem årene besøgt stedet adskillige gange på forskellige årstider. Med en beliggenhed nærmest i vores baghave i Greve, er stedet nærliggende at tage til, hvis vi vil købe frisk frugt eller grønt.
Sommeren på Kildebrønde Frugtplantage
Om sommeren er vi flittige kunder i jordbærsæsonen. Kildebrønde Frugtplantage leverer altid de første danske velsmagende jordbær, fra den anden weekend i maj måned. I løbet af sommermånederne kører vi tit forbi boden, som ligger ud til Greve Landevej. Her køber vi ofte andre ting end jordbær som f.eks. andre bær, ærter, kartofler, agurker, krydderurter og meget mere.
Efteråret
Efteråret er nu helt specielt for os på Kildebrønde Frugtplantage, for nu er æblerne modne. Der er rigtig mange forskellige æblesorter med forskellige egenskaber i form af smag og holdbarhed, men vi finder altid vores yndlingsæbler.
Lav evt. en familieudflugt, saml børnene og besøg Kildebrønde Frugtplantage i efteråret og pluk dine egne æbler. Lad børnene opleve hvor tingene kommer fra, lad dem smage de forskellige æblesorter og tag oplevelsen med hjem til dig selv, i form af egne plukkede æbler.
Vores favorit
Vores personlige favorit er æblemosten fra Kildebrønde Frugtplantage. En æblemost der er produceret af egne æbler og som vi synes er utrolig velsmagende. Denne koldpresset æblemost køber vi ofte i 5 liters bag-in-a-box, som vi så kan nyde over en lang periode. Æblemosten fås dog også i mange andre mindre størrelser.
Vores besøg på Kildebrønde Frugtplantage i december
Vores besøg denne gang var i december måned, vejret var koldt og det regnede, men… imens vi kørte ad grusvejen op til gårdbutikken, blev vi opløftet og kom til at tænke på tidligere tiders gårde, som der engang var mange af i Greve.
Kildebrønde Frugtplantage gav os følelsen af at gårdmiljøet stadig eksisterer i Greve og er vel nærmest i dagens Danmark en attraktion. Inde i gårdbutikken, blev vi mødt at den dejlige søde duft fra æbler og muligheden for at købe adskillige forskellige æblesorter. Vi kunne få smagsprøver, af de enkelte æbler, så vi dermed kunne købe lige præcis vores yndlingsæble.
Gårdbutikken og julestuen
I gårdbutikken var der også mulighed for at købe masser af andre ting som f.eks. honning, syltetøj, te, delikatesser, gran, forskellige grønsager og selvfølgelig æblemosten. I weekenden fra midten af november måned er Julestuen åbent. Her vil du kunne finde julegaven, mandelgaven eller lige den nisse som du altid har drømt om at eje.
Julestuen i den gamle lade giver den perfekte ramme til en smuk udstilling af juleting og i julecafeen, kan du komme i julestemning imens du nyder gløgg og æbleskiver. Det store udvalg i julestuen med masser af nisser og dekorationer vil med sikkerhed friste dig, så mon ikke du køber en lille nisse eller måske dit juletræ med hjem.
- Adresse: Kildebrønde Landevej 41 – 2670 Greve
- Du kan her læse om vores andre oplevelser i Danmark.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com