Naturområdet Jurassic Coast – England
Naturområdet Jurassic Coast er på 150 km. og på UNESCOs verdensarvsliste. Strækningen viste os en hyggelig middelalderlandsby, et imponerende slot og grønne bakkede landskaber. Vi spiste frokost i en gårdbutik, så et flot fyrtårn, smukke strande, røde klipper og den barske kystlinje. Vi overnattede i et gammelt hus, spiste god middag der og nød morgenmad med udsigten dagen efter.
Vores morgen
Efter en aften og nat med heftig regn og storm, vågnede vi på vores hotel i Brighton til sol og blå himmel.
På vores hotel A Room With A View, var der morgenmad inkluderet. Den nød vi imens vi kiggede ud af vinduet, hvor vi kunne se havet. Morgenmaden var lækker med brød, yoghurt og en stor tallerken med fuld engelsk morgenmad. Herefter var vi klar til dagens oplevelser og til at udforske naturområdet Jurassic Coast.
Fakta om Jurassic Coast
- Stedet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
- Det er det første naturområde i England som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
- Området ligger på Englands sydkyst.
- Strækningen er 150 kilometer lang.
- Det er 180 millioner års geologisk historie og fund af forskellige fossiler, der har sat stedet på UNESCOs verdensarvsliste.
- Området er kendt for sin smukke kyststrækning.
- Strækningen går fra Old Harry Rocks i Dorset til Exmouth i Devon.
Middelalderbyen Corfe Castle
Vi startede med at køre i et par timer fra Brighton og kom til grevskabet Hampshire og efter noget tid var vi kommet til grevskabet Dorset. Her så vi første gang skiltet: Jurassic Coast og kørte videre til vores første stop Corfe Castle.
Fakta om Corfe Castle
Cofte Castle er ruinen af en middelalderborg, som ligger på en bakketop overfor landsbyen som har samme navn. Borgen blev opført af Vilhelm Erobreren i 1000-tallet. Den har siden haft en omtumlet tilværelse med store strukturelle ændringer i 1100- og 1200-tallet. Elizabeth d.1 solgte den og den havde siden to ejere indtil rundhovederne ødelagde den i 1645. I dag er borgen(ruinerne) ejet af National Trust og åben for offentligheden.
Vores oplevelse af Cofte Castle
Først så vi borgen nedefra som den lå smukt deroppe på bakken. Bagefter kørte vi ind til byen, fandt en parkeringsplads på det lille torv og var allerede helt forelsket, i den lille by med alle smukke stenhuse. Vi gik derefter op mod borgen og fik et fint udsyn til de gamle ruiner. Derefter gik vi tilbage til torvet, fandt en bager og købte noget som var så engelsk som det kunne være, et par pølsehorn. Vi kiggede på livet i den lille by, gik rundt og kiggede på husene og kirken fra 1200-tallet. En rigtig god oplevelse, at besøge denne by som dette efterår, heldigvis ikke var overrendt af turister.
Tores smutvej på Militærvejen
Tore er verdensmester i at finde små og underlige smutveje og det var også tilfældet på denne tur, da vi skulle opleve naturområdet Jurassic Coast. Lige med et, var vi endt på et militærområde med masser af skilte, der fortalte hvilke veje der var åbne og hvornår.
Turen var for det meste på toppen af bakkerne, hvilket gav et smukt syn ud over det bakkede landskab og havet som vi også kunne skimte ude i horisonten. En lille en-spors vej, hvor vi kun mødte får og så skiltene, at vi skulle blive udenfor hegnene pga. sprængnings fare.
Frokost på Craigs farm og Tea room
Vi forsatte af de små hyggelige veje indtil vi så et skilt ” Craigs farm og Tea room”. Vi er ret vilde med de gårde, der har eget tea room, så derfor blev stedet valgt til vores frokost. Der var et ledigt bord og vi valgte at bestille en lun squashtærte, et stykke kage og kaffe. Det var et ret hyggelig sted og tingene smagte godt. Vi var nu klar til endnu flere oplevelser i naturområdet Jurassic Coast.
Portland Bill og et fyrtårn
Vi forsatte vores rejse langs med den Engelske kanal. Vi valgte at køre ud på den lille ø Isle of Portland. Vi kørte helt ud til Portland Bill som er det sydligste punkt i grevskabet Dorset, for her var der et fyrtårn som vi gerne ville opleve.
Vi kiggede først på den forrevne kystlinje som også har været berygtet for antallet af skibbrudne skibe gennem århundreder. Derefter skulle fyrtårnet udforskes.
Fakta om Portland Bill fyrtårnet
- Fyrtårnet er i drift.
- Det er 41 meter højt.
- Det åbnede i 1906.
- Det blev automatiseret i 1996
- Der er 153 trin til toppen af fyrtårnet.
- Der er et besøgscenter.
Vores oplevelse af fyrtårnet
Smukt var det som det stod der midt ude i ingenting. Det hvide fyrtårn med den røde mave blev beundret først på afstand. Bagefter gik vi en tur rundt om det. Ved spidsen af kysten, fik vi et vue over vandet fra tre sider. Ret fascinerende og vi var slet ikke i tvivl om, at på en stormfuld dag, ville området være barsk.
Overnatning på The Manor House
Efter en lang dag kørte vi til vores overnatningssted. Vi var lidt spændte på det, for stedet er fra det 1600 århundrede og har kun 13 værelser. Vi ankom til stedet og var med samme betaget, for sikke en udsigt til vandet. Der var en fin have og flot stort stenhus. Vi gik indenfor og trådte på de store sten som gulvet var lavet af. Herefter fik vi vores nøgle og gik op på den øverste etage.
Vores værelse
Vores værelse var stor og ok. Det var lidt slidt og kunne godt trænge til, at blive frisket lidt op. Der var udmærket senge, sengeborde, en lænestol, kommode med et lille TV, mulighed for at lave te- og eller kaffe, et ok badeværelse med et bruseområde og Wi-Fi
Det som var det allerbedste, var udsigten til vandet og det som var lidt underligt, var det meget skæve gulv.
Facelifterne på The Manor House
Der var en gratis parkering, en enorm stor have og udendørs terrasse. Der var en restaurant og en bar.
Middag på The Manor House
Vi valgte at spise middag på stedet. Det blev nede i barområdet som lå nede i kælderen. Vi startede med en Gin&Tonic og kiggede på spisekortet. Vores valg blev:
- Fish&Chips
- Indisk karry
- Til dessert en Eton Mess med jordbær.
Alle retterne var udmærket og smagte os.
Morgenmad
Efter en nat i det skæve hus og et kig ud til vandet fra vinduet, var vi klar til morgenmad. Rummet det blev serveret i, gav os udsigt til vandet. Vi fik kaffe, juice, toast, egg Bendict og en tallerken med fuld engelsk morgenmad. En ret lækker morgenmad som vi nød til den smukke udsigt. Godt fyldt op, var vi nu klar til flere oplevelser i naturområdet Jurassic Coast.
- Du kan her bestille din overnatning på The Manor House [reklamelink]
Bonusinfo: Link markeret med reklame, betyder at bloggen tjener lidt penge, hvis du booker gennem linket. Det bliver ikke dyrere for dig.
Charmouth
Vi kørte ud til kysten til Charmouth og her fik vi udsigt til den Engelske Kanal, den smukke kystlinje, badehusene og de grønne bakker i baggrunden. Solen skinnede, himlen var blå og vi nød øjeblikket.
Lyme Regis – Dorsets perle
Det næste sted vi stoppede var i byen Lyme Regis. Vi kørte ned til vandet og parkerede. Byen har 3.500 indbyggere hvor 45% af dem er pensionister og hvor mange af de er tilflyttere fra andre steder pga. det behagelige klima.
Byen er kuperet, fyldt med fine huse og her var lygtepælene formet som fossiler, det som kendetegner naturområdet Jurassic Coast.
Vi fandt et godt sted at sidde nede på stranden, fandt kaffen frem og sad i solen og kiggede på vandet, husene og livet omring stranden.
Orcombe Point – start eller endestationen
Vi kørte ind i grevskabet Devon og til Orcombe Point, som var det sidste sted, vi besøgte på Jurassic Coast. Dette sted er enten start eller endestationen på verdensarvsstedet. Der er sågar en markering af det her oppe på toppen af en bakke. Her kørte vi også ned til kysten og kiggede på de smukke røde klipper og stranden.
De røde klipper er de ældste i området og over 185 millioner år gamle. Her fik vi sagt farvel til Jurassic Coast.
Hvad mener vi om naturområdet Jurassic Coast
Vi havde mange gode oplevelser i naturområdet Jurassic Coast. Det var meget varieret oplevelser fra hyggelige byer, et slot, fyrtårn til forrevne kyster, røde klipper og grønne bakker. Et utrolig smukt område af Sydengland hvor vi meget af tiden, kunne se den Engelske Kanal. Her kørte vi på de hyggelige smalle landeveje, drak kaffe på en hyggelig gård og boede i et gammelt hus.
Vi fik selvfølgelig ikke set alle de attraktioner, der er på denne rute. En af mest populære opgav vi, da vi så menneskemængden og et par stykker, passede ikke lige ind i resten af vores rute.
Det var bestemt en anderledes, imponerende og helt klart UNESCO værdig rute.
- Rejsetidspunkt september.
Rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og X
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com