24 timer i San Antonio – USA
24 timer i San Antonio – Texas, viste os en charmerende og hyggelig by. Vi boede lækkert og centralt, nød de smukke bygninger og pladser. Vi var på River Walk, ude at sejle på kanalerne og lærte en masse om byens historie ved Alamo. Vi var oppe i højderne i Tower of the Americas og nød her, en middag i den roterende restaurant.
Fakta om San Antonio
San Antonio ligger i delstaten Texas. Den har 1,4 millioner indbyggere og er dermed USA’s 7 største by. Den blev grundlagt som en spansk mission og kolonial forpost i 1718 og de første civile bosættelser fandt sted i 1731 og dermed har kommunen, da også haft 300 års jubilæum.
Byen har i adskillige år, været den hurtigst voksende by i USA og det er også den by i USA som har den største befolkning af latinamerikanerne, nemlig 64%. Byen har en lang historie hvor meget af den, kan opleves på UNESCO-stedet The Alamo. Den er kendetegnet ved sine 24 kilometer lange stier langs kanalerne, Tower of the Americas og adskillige forlystelsesparker.
Hvordan kommer du til San Antonio
Den nærmeste store by er Houston i Texas. Der er ingen direkte fly fra Danmark til Houston.
Fly
- Fly til Houston tager et sted mellem 14-16 timer med en mellemlanding. Der er forskellige flyselskaber som flyver dertil. F.eks. British Airways, Lufthansa og Air France.
Bil
- Fra Houston er der omkring 300 kilometer i en lejebil og det tager ca. 3 timer at køre strækningen.
Greyhound
- Der kan tages en Greyhound som kører uden stop fra Houston til San Antonio. Det tager 3 timer og 15 minutter.
Vores rejse til San Antonio
Vi rejste fra København Lufthavn og havde en mellemlanding i London. Herfra rejste vi så direkte til Houston. Vi fløj men British Airways og den samlede rejsetid var på 14 timer og 30 minutter.
I lufthavnen hentede vi vores lejebil og kørte de 3 timer via Highways til San Antonio.
Overnatning på Home2 Suite by Hilton San Antonio Riverwalk
Vi havde valgt at bo centralt, nu når vi kun havde 24 timer i San Antonio. Valget blev Home2 Suite by Hilton San Antonio River Walk. Vi har boet på en del af disse kædehoteller rundt omkring i USA og vi er hver gang, blevet glædelig overrasket.
Home3 Suite konceptet er en lille lejlighed som består af lækre senge, god opbevaring, et komplet køkken, en sofa og i dette tilfælde også en altan. I vores ophold i San Antonio, var der også inkluderet morgenmad, der var en swimmingpool og det lå lige ved River Walk og tæt på Plaza de Las Islas Canarias.
Beliggenheden kunne ikke være mere central og vi var rigtig glade for vores valg også selvom prisen for parkering, var lidt pebret. Den kostede nemlig DKK 280 pr. døgn.
- Book her dit ophold på Home2 Suite by Hilton San Antonio Riverwalk (reklamelink)
Bonusinfo: Link markeret med reklame, betyder at bloggen tjener lidt penge, hvis du booker gennem linket. Det bliver ikke dyrere for dig.
Vores morgen
Efter en dejlig nat søvn på vores hotel og en god morgenmad, med en vaffel formet som staten Texas, var vi klar til oplevelser. Vi tog en tur over på den store Plaza de Las Islas Canarias. Himlen var blå og solen var så småt begyndt at varme, denne tidlig morgen, så vi satte os på en bænk. Vi nød synet af den smukke katedral, kiggede på menneskerne og grinede af alle de små egern, der kom forbi og hilste på os.
Vi så den smukke gamle retsbygning, staturerne af stifterne af byen og var et smut inde, i den gamle katedral fra 1750 som er bygget i gotisk stil. Herefter forsatte vi vores oplevelser, i vores 24 timer i San Antonio i delstaten Texas.
River Walk
Det som San Antonio nok er mest kendt for er River Walk. Her kunne vi gå langs med vandet, via de 24 kilometer lange stier. Stemningen var helt fantastisk, for her var der masser af butikker, cafeer og restauranter. Floden bugtede sig gennem byen, træerne hang som guirlander ned over den og der var masser af smukke broer. Dette sted må være USA’s svar på Venedig og vi var vilde med det.
Flod Cruise
Vi besluttede derfor hurtigt, at tage på et flod Cruise. Vi stod ikke særlig længe i kø, for at købe vores billet og derefter hoppede vi ombord på den første ledige båd. Båd er måske så meget sagt, for det lignede mere et stort badekar. Vi sad lidt tæt bænket, i det elektriske badekar som stille og roligt tøffede ned af kanalerne imens en guide fortalte om seværdighederne.
Det var hyggeligt, afslappende og en god måde at opleve kanalerne og byen på.
- Pris DKK 95 for 35 minutters sejlads.
The Alamo
Vi forsatte vores vandring gennem byen og satte kursen mod UNESCO-stedet The Alamo. Det var bestemt en af de ting som vi ville opleve på vores 24 timer i San Antonio. Alamo er oprindelig kendt som Misión San Antonio de Valero. Det er en historisk spansk mission og fæstningsforening som er grundlagt i det 18. århundrede af romersk-katolske missionærer. Her ved fortet, var slaget ved Alamo en vigtig begivenhed som foregik fra den 23 februar til den 6 marts 1836. Efter 13 dages belejring, genvandt de mexicanske tropper stedet. Opmuntret af hævn slog den texanerne hær, den mexicanske hær den 21 april 1836 og dermed sluttede oprøret.
Vores oplevelse af The Alamo
På grund af Corona skulle vi bestille tid, til at besøge stedet. Det gjorde vi men det vi ikke lige havde tænkt på var, at det var Veteran dag. Derfor var fortet og området denne dag, omdannet til en militærudstilling og der var masser af gamle veteraner, der også besøgte stedet.
Vi blev mødt at det enorme monument, så de smukke gamle bygningen, de mange grønne områder på stedet, staturerne med alle heltene som f.eks. David Crockett og der var sågar en eg, som var var over 100 år gammel. Stedet var denne speciale dag, festlig. Der var koncerter og gamle veteraner gav den hele armen imens de spillede rockmusik.
Vi nød stemningen, lyttede til musik og det var bestemt en rigtig god oplevelse.
- Entre: Gratis
Tower of the Americas
Efter en festlig og oplysende eftermiddag på Alamo bestilte vi en Uber. En af de ting, vi i hvert fald skulle opleve, på vores 24 timer i San Antonio var Tower of the Americas. For os der elsker TV-tårne og højde bygninger, var det et must-see.
Efter en mindre køretur, var vi fremme ved tårnet. Tårnet blev designet af arkitekten O`Neil Ford og blev bygget som en temastruktur til verdensudstillingen i 1968. Tårnet er 229 meter højt og var det højeste observationstårn i USA fra 1968-1996 indtil The Strat tårn i Las Vegas stod færdig. Tårnet har et observationsdæk, en lounge og en roterende restaurant på toppen.
Allerede da vi stod ud af vores Uber, blev vi belejret. Hvor var det dog et smukt tårn og nu skulle vi op i det. Forventningen var stor og vi glædede os.
Vi skulle nu ikke ”bare” op og nyde udsigten. Vi skulle simpelthen op i tårnet restaurant og spise middag.
- Entre til observationsdækket: DKK 90
Middag på Chart House
Vi havde bestilt bord på restaurant Chart House og efter at have henvendt os ved skranken, blev vi henvist til en særlig elevator som med lynets hast tog os op i højderne.
Vi ventede lidt og blev herefter henvist til et bord helt ude ved kanten. Her sad vi med en fantastisk udsigt over byen, i den 360 grader roterende restaurant.
Vores tjener kom og spurgte:
Hvad ønsker i at drikke? Vi bestilte et par drinks.
Vi nød udsigten, det bløde aftenlys og kiggede på menukortet.
Vi besluttede hurtigt, at vi ville bestille deres 3-retters menu.
- Forret – Den ene af os valgte en cæcarsalat og den anden hummer bisque.
- Hovedret – Bøf med pesto, kartoffelmos, sprøde grønsager og rejer.
- Dessert – Lava kage med chokolade sovs, knas og vanilje is.
En middag der var udmærket men hvor pris og kvalitet ikke rigtig hang sammen. Udsigten fejlede dog intet og vi var også heldige at se en smuk solnedgang, deroppe fra højderne. Vi tog elevatoren ned igen. Købte kaffe i cafeen, satte os på en bænk og fik også oplevet, at se tårnet efter mørkets frembrud med lys på. Sikke dog en afslutning på en helt igennem fantastisk dag.
Bonusinfo: Det er gratis at komme op i tårnet, når du har bestilt plads i restauranten.
Vores mening om 24 timer i San Antonio
Vi havde fløjet til Houston, overnattet der og derefter kørt til San Antonio. Dermed var det den første by i Texas på vores road trip som vi fik udforsket. Vi havde ingen forventninger til byen og kendte den slet ikke men hold da op, hvor den overraskede positivt. Vi er faktisk blevet ret vilde med byen.
Selvom det er en enorm by, føltes den ikke sådan. Stemningen var god, der var hyggeligt, masser af oplevelser og de der kanaler, de kunne bare noget. De gjorde at byen var anderledes, stemningsfyldt og der var til mange timers oplevelse. Det var en by, hvor vi både mødte det historiske og det helt nye. Det er en by som vi helt klart gerne vender tilbage til og vores 24 timer i San Antonio var mindeværdige.
- Rejsetidspunkt november.
Rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com