Rejseforslag – Road Trip i Armenien og Georgien
I dette rejseforslag road trip i Armenien og Georgien, vil du besøge to fascinerende lande. Du vil se masser af gudesmuk natur, UNESCO-steder, bjerge, vulkaner, søer, floder og bo få kilometer fra den russiske grænse. Du vil følge kristendommens vugge i Armenien, hilse på Stalin i Georgien og køre den spændende og også lidt skræmmende Militærvej.
Anderledes oplevelser med masser af historie, smuk natur og to hovedstæder
Oplev den charmerende hovedstad i Georgien – Tbilisi, dyk ned i alle dens tilbud og hav derefter tålmodighed, når du skal passere grænsen mellem Georgien og Armenien. Bo langt oppe i bjergene i nationalparken Dilijan, se Armenien største sø Sevan og en kirkegård med masser af korssten som er helt fra det 10. århundrede.
Mærk pulsen og livet i Armenien hovedstad Jerevan, tag på opdagelse i nærområdet som byder på flere UNESCO-steder. Det være sig kirker, klostre og sågar et tempel. Bliv imponeret over den snedækket kæmpevulkan Ararat, stop op og se tilberedningen af armensk brød og nyd de hyggelige landsbyer hvor alle storkene bor.
Se endnu to UNESCO klostre Sanahin og Haghpat og slut dagen af med at bo hos en armensk familie. Passerer grænsen igen mellem Armenien og Georgien forsæt til byen Gori og tag på museum hvor du kan hilse på Stalin. Tag på en klatretur i grottebyen Uplistsikhe, se den gammel by som er hugget ind i klipperne og nyd den storslåede udsigt. Kør ud på Militærvejen som går fra Tbilisi til Rusland, kør op ad bjerget til UNESCO klostret Jvari og husk at nyd udsigten, til de to floder der løber sammen.
Kør igennem det skræmmende Jvari-pas i over 2.300 meters højde, se muren af bjerge ind mod Rusland og bo et sted med udsigt til dem. Se de gigantiske stenhovedsskulpturer i byen Sno, spis dumplinger i Pasanauri som er dumpingers hjem og oplev en hvid og sort flod der løber sammen.
Lav et stop ved Aragvi dæmningen og slut evt. dette road trip i Armenien og Georgien men nogle dage i Tbilisi.
- Du kan nederst finde uddybende link til de forskellige oplevelser.
Varighed 8 dage
Dette rejseforsalg road trip i Armenien og Georgien, kan køres på omkring 8 dage. Der er nogle strækninger som er lidt lange og de ville med fordel kunne opdeles. Der er til gengæld også andre strækninger som ikke er så lange og hvor der er mulighed for, at stoppe op og tage det mere med ro.
Dette rejseforslag er med udgangspunkt i Tbilisi i Georgien, en tur over grænsen til Armenien, oplevelser rundt i Armenien og hovedstaden Jerevan. Tilbage til Georgien, køre nordpå til Gori og derefter næsten helt op til grænsen til Rusland og derefter tilbage til Tbilisis hvor du tager hjem fra.
¨
Højdepunkterne: Hovedstaden Tbilisi, nationalparken Dilijan, Sevan søen, Noradouz kirkegården, hovedstaden Jerevan, Geghard klosteret, Garni Templet, Den hellige by Etchmiatsin, Sanahin og Haghpat klostrene, grottebyen Uplistsikhe, Militærvejen, Jvari klostret og området ved Stepantsminda(Kazbegi).
Vi kørte selv turen i april 2023 og fik oplevet Armenien og Georgiens fra deres bedste sider. Vi fik masser af kontraster da vi så forskellighederne, i de to lande og hovedstæder med det meget kristne Armenien og det mere afslappet Georgien. Vi var positiv overrasket over gæstfriheden i begge lande, de lokales hjælpsomhed og alle de anderledes oplevelser som vi fik.
Selvom det var det tidlige forår, var vi heldige med vejret. De fleste dage var der sol og blå himmel med lune temperaturer. Vi oplevede dog også regn og kørte et par gange i snestorme. Vi startede med et par overnatninger i Tbilisi, og startede derefter vores road trip. Vi havde på forhånd bestilt overnatninger men dette måtte vi ændre med det sammen, for vi måtte lave vores rute om. Det viste sig, at biludlejningen sagde, at vi skulle tage den samme grænseovergang tilbage som vi var kørt over på vej ud og der var ikke vores oprindelige plan.
Rejseforslag road trip Armenien til Georgien
Start Tbilisi – slut Tbilisi
Længde 1.350 inklusive ture rundt i området.
- Tbilisi (Georgien) – over grænsen til Armenien – Dilijan nationalpark (Armenien) 195 km. 3,30 timer.
- Dilijan nationalpark (Armenien) – Sevan søen – Noradouz – Jerevan (Armenien) 166 km. 2.30 timer
- Jerevan (Armenien) – Geghard klostret – Gari Tempel – Khor Virap klosteret – Etchmiatsin – Jerevan (Armenien) 167 km. 3.30 timer.
- Jerevan (Armenien) – Sanahin klostret – Haghpat klosteret – Haghpat (Armenien) 180 km. 3.30 timer.
- Haghpat (Armenien) – over grænsen til Georgien – Gori (Georgien) 194 km. 3.20 timer.
- Gori (Georgien) – grottebyen Uplistsikhe – Jvari klostret – via Militærvejen til Stepantsminda (Georgien) 217 km. 4.15 timer.
- Stepantsminda (Georgien) – Sno – Via Militærvejen til Tbilisi (Georgien) 160 km. 3.20 timer.
Billeje
Vi valgte at leje bil i Tbilisi på et udlejningskontor ved Frihedspladsen. Vores lejebil var en SUV Toyota Prado med automatgear.
- Prisen var DKK 4.300
- Disel udgift DKK 1.250
Det er en fordel at leje en bil med automatgear og af en vis størrelse. Automatgear er en stor fordel, da der er meget bjergkørsel. Vejen er også meget hullet og derfor er en bil med store dæk også en fordel.
Vigtigt: Du skal have en tilladelse fra biludlejningen for at kunne køre over grænsen.
Overnatninger
På vores road trip i Armenien og Georgien, havde vi valgt at bestille de fleste overnatninger på forhånd.. Vores overnatninger var en kombination af Guest house, kædehoteller, boutique hotel og andre hoteller.
Prisen for vores overnatninger lå mellem DKK 350 – 1.100.
- Bonusinfo: Link markeret med reklame, betyder at bloggen tjener lidt penge, hvis du booker gennem linket. Det bliver ikke dyrere for dig.
Ibis Styles Tbilisi Center i Georgien – 2 nætter
Ibis Styles Tbilisi Center [reklamelink] er et 4-stejnet hotel som ligger centralt i Tbilisi, tæt på Frihedspladsen. Et farverigt hotel hvor vi havde en suite som var todelt med en sove – og en opholdsafdeling. Det som gjorde suiten til noget helt særligt, var den enorme terrasse med udsigt over byen. Der var i vores ophold også inkluderet lækkert morgenmad.
Hover Boutique hotel i Armenien – 1 nat
Hover Boutique ligger langt oppe i bjergene i Dilijan nationalpark. Et forholdsvis nyt hotel, hvor vi boede i et stort hyggeligt værelse med lækkert badeværelse. Det var desuden en lille altan som gav udsigt til de snedækkede bjerge.
På hotellet var der gratis parkering, Wi-Fi, køleskab og en restaurant. Der var et fint udendørsområde og der var inkluderet morgenmad i vores ophold.
- Tip: Hvis du skal bo på Hover Boutique hotel kan det anbefales, at ankomme imens det er lyst. Stedet var ret svært at finde.
Republica Hotel Yerevan i Armenien – 4 nætter
Republica Hotel Yerevan [reklamelink] er et 4-stjernet hotel som ligger lige ved den centrale plads Republik. Vores værelse var ikke så stort men det var hvad vi skulle bruge og et helt nyt og meget lækkert badeværelse. På vores værelse var der desuden en lille altan. Der var en stor udendørs terrasse hvor der var servering, en restaurant og der var inkluderet morgenmad i vores ophold.
Der var Wi-Fi, begrænset gratis parkering og aircon. Servicen og beliggenheden var i top.
- Tip: Der er begrænset parkering, så skriv eller ring i forvejen og få reserveret en plads.
Guest House Mary i Armenien – 1 nat
Guest House Mary ligger langt oppe i bjergene i den lille by Haghpat. Her boede vi hos en armensk familie som tog imod os med åbne arme. Vi havde et lille værelse med hvad vi skulle bruge og et udmærket badeværelse. Udenfor værelset var der en stor terrasse med bløde møbler og udsigt til bjergene og UNESCO-stedet Haghpat klostret.
Vi spiste lækker armensk middag hos Mary og der var i vores ophold, også inkluderet en overdådig morgenmad.
Det var et anderledes ophold hvor vi kom tæt på de lokale og hvor servicen var i top bl.a. fik vi kaffe og hjemmebagt kage ved ankomsten.
Hotel Continental i Georgien – 1 nat
Hotel Continental ligger midt i Gori og få meter fra Stalin museet. Vores værelse var stort, meget rent og der var et par senge, skrivebord med stol, garderobeskab og fint badeværelse. Der var en lille balkon med udsigt til gaden, et køleskab, Wi-Fi og gratis parkering i gården.
Et fint og enkelt sted uden morgenmad med det lå super centralt.
Capra hotel Kaxbergi i Georgien – 1 nat
Capra hotel ligger helt oppe nordpå i Georgien ved den russiske grænse i byen Stepantsminda(Kazbergi). Her boede vi på et forholdsvis nyt hotel. Værelset var lækkert og morderne indrette, med alt hvad vi behøvede og et super lækkert badeværelse. Der var desuden en altan med forrygende udsigt til byen og bjergene.
Der var Wi-Fi og parkering på gaden ved hotellet.
Vi spiste lækker middag i restauranten med udsigt til bjergene og valgte desuden også at betale for morgenmad som var ok.
- Bonusinfo: Servicen var i top også selvom personalet ikke talte engelsk. Spørgsmål blev så klaret med et opkald til den engelsktalende ejer.
Badagoni Boutique Hotel Rustaveli i Georgien – 5 nætter
Badagoni Boutique Hotel Rustaveli [reklamelink] ligger i Tbilisi på den centrale Frihedsplads. Ligesom vi startede vores road trip i Armenien og Georgien med et ophold i Tbilisi sluttede vi også af med et.
Hotellet havde kun få værelset og det lå ovenpå en restaurant og et vinudsalg. Værelset var boutique agtig med tunge gardiner og mørke farver. Det var hyggelig med gode senge og lækkert nyt badeværelse.
Det allerbedste var den overdækket balkon med direkte udsigt til Frihedspladsen.
Der var Wi-Fi og morgenmad inkluderet i vores ophold.
Spiseoplevelser
På vores road trip i Armenien og Georgien, var der masser af muligheder for at finde gode spisesteder. Vi spiste en del gange på vores overnatningssteder både morgen – og aftensmad. Morgenmaden var enten lokal eller en buffet med det store udvalg.
Maden i både Armenien og Georgien var lækker. Det er bestemt to køkkener som vi begge syntes om. Det var især deres brød med forskellige fyld, kebabs og dumpings. Vi var også ret vilde med deres hjemmelavet lemonader.
Vi spiste alt fra det store udvalgt at georgisk mad i Jerevan, dumpings i Pasanauri – dumpingers hjem til armensk mad i et lokalt hjem.
Prisniveauet i Armenien og Georgien
Priserne er lave i Armenien og Georgien. Du får meget for pengene hvor Armenien er det billigste land. Vores overnatninger gav vi fra DKK 350 på et guest house til DKK 1.100 for en suite med kæmpe altan i hovedstaden Tbilisi.
- 1 liter diesel Armenien DKK 9 og DKK 6 Georgien.
- 1 1/2 liter vand DKK 3
- Et måltid mad ude på landet med drikkevarer for to personer DKK 80-125
- Et måltid mad 2 retter for to personer med vin i en hovedstad DKK 400
- Entre forskellige steder DKK 30-40
- Kaffe på cafe i hovedstæderne DKK 30
Tips til rejseforslag Road Trip i Armenien og Georgien
- Sørg for at have styr på alle papirerne til grænseovergangen.
- Husk at købe en lovpligtig ansvarsforsikring lige så snart du kommer til Armenien.
- Vælg en SUV som lejebil.
- Vær opmærksom på alle hullerne i vejen.
- Både i Armenien og Georgien køres der frisk til.
- Politibilerne i Armenien og Georgien køre altid med blinkede lys.
- Turen kan selvfølgelig også køres med start Armenien og slut Georgien.
- Afsæt rigtig god tid til dine kørestrækninger, for 200 kilometer kan sagtens tage 5-6 timer at køre, så stol ikke på din GPS.
- Vi vil ikke anbefale dette road trip til urutinerede bilister.
- Vejret kan skifte lynhurtigt især når du kører i bjergene.
- Armenien er et lidt mindre udviklet land end Georgien.
- Bolt (svarer til Uber) i begge lande, kan evt. benyttes til kørsel i storbyerne og det er billigt.
Jerevan
Tbilisi
Praktisk råd
Anbefaling
Vi kan bestemt anbefale dig at køre et road trip i Armenien og Georgien. Vi blev overrasket over hvor anderledes oplevelserne var i disse lande. Lande med masser af historie, UNESCO-steder, smuk natur og hyggelige små byer. Det var lande, hvor vi på nær i hovedstæderne, sjældent så andre turister. Vi mødte masser af venlige og imødekommende lokale og vi spiste superlækkert mad.
Et road trip som var udfordrende, spændende og også til tider lidt skræmmende. Lande som viste os starten på Kristendommen, smukke sneklædte bjerge, et armenske hjem og en kæmpe vulkan. Det var et road trip som har givet os masser af gode minder.
Inspiration og beskrivelser
- Anmeldelse af Ibis Styles Tbilisi Center i Tbilisi
- Grænsen mellem Georgien og Armenien
- Road trip fra Tbilisi til Jerevan i Armenien
- UNESCO stederne omkring Jerevan
- 24 timer i Jerevan
- Road trip fra Jerevan til Haghpat
- Stalin museet og grottebyen Uplistsikhe
- Oplevelser langs med Militærvejen
- Anmeldelse af Badagoni Boutique Hotel Rustaveli i Tbilisi
- Oplevelser i Tbilisi
- Gode restauranter i Tbilisi
Rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og X
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com