Road Trip – Reno via Virginia City til Lake Tahoe – Nevada, USA
Road Trip – Reno via Virginia City til Lake Tahoe, var den næste strækning vi skulle køre på vores rejse. Vi startede morgenen i dejlig sol og havde ikke kørt særlig langt, før vi skulle ud på den første bjergkørsel. Det gik stejlt opad over meget lang tid, blandt de smukke sneklædte bjerge. Naturen var helt ubeskrivelig smuk og ord kan ikke beskrive, vores oplevelse af denne storslåede natur.
Road Trip – Reno via Virginia City til Lake Tahoe
Målet for dagens road trip var Lake Tahoe syd for Reno, på statsgrænsen mellem Californien og Nevada. Men inden vi kom så langt, skulle vi jagte mere af vores guldgraver tema, så vi havde planlagt et besøg til en gammel guldgraver by som hedder Virginia City.
Virginia City – Den gamle mineby
Byen Virginia City ligger højt oppe i bjergene og er egentlig en spøgelsesby, hvor man har banket nyt liv, i byens historie og udviklet den til en populær turistby. Byens historie startede i 1859, hvor et par guldgravere fandt den største guld og sølvklump nogensinde som verden havde set. I 1880 havde byen 30.000 indbyggere, seks kirker, fem teatre og 110 saloons.
Den største mine Virginia Mine, mener man har leveret metal, for omregnet til dagens priser, 5 milliarder dollars. Der ligger stadig guld i jorden, men det der er tilbage, er ikke økonomisk rentabel af udvinde.
Mange af de gamle minebyer er helt forsvundet, fordi man har genbrugt byggematerialerne men Virginia City består stadig. Byen var rimelig autentisk med sine plankefortov, der var overdækket og de gamle bygninger, hvor mange af dem dog var rimelig faldefærdige. I byen var der også et par museer, masser af butikker, restauranter og nogle barer eller saloons som det jo hedder, i god gammel westernstil.
Selvfølgelig var der meget turistet, men en gåtur rundt i byen på sådan en flot forårsdag i april, var nu meget interessant. Men vi skulle da abstrahere fra tingel tangel, lyskæder og en masse personer, der prøvede at tjene penge på turisterne. Det kunne vi nu godt, så derfor var det for os en god oplevelse.
Vores Road Trip fortsatte
Tilbage i bilen fortsatte vi vores road trip – Reno via Virginia City til Lake Tahoe med at køre et stykke på bjergkammen. Herefter kørte vi nedad mod statshovedstaden i Nevada, Carson City, der mest virkede som en mindre kedelig provinsby. Vi var hurtigt igennem Carson City, for derefter at finde os selv, bestige endnu et sæt bjerge, inden vi nåede frem til Lake Tahoe.
Lake Tahoe
Hold da op, hvor var Lake Tahoe området smukt. Søen der var helt blå, lå omgivet af kæmpe høje giganter til bjerge og her i foråret, var bjergene dækket med masser af sne på. Det var virkelig så smukt, at vi næsten tabte pusten.
Lake Tahoe er 35 km. lang, 19 km. bred og op til 500 m. dyb. Søen rummer så meget vand, at hvis det kunne være muligt at oversvømme den enorme stat Californien, ville hele staten stå under 35 cm. vand. En sø som ligger i 1.900 meters højde over havets overflade og som aldrig fryser. Til gengæld bliver den i de varme sommermåneder, heller aldrig helt varm. Søen ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, hvor en tredjedel ligger i Nevada.
South Lake Tahoe
Vi kørte langs søen mod syd til South Lake Tahoe, hvor vi ville gøre hold for natten. South Lake Tahoe området ligger på statslinjen mellem Californien og Nevada.
I Californien er spil ikke tilladt, men det er det i Nevada. Så i South Lake Tahoe befandt vi os et sted, hvor der på den ene side af gade fandes masser af kasinoerne, fest og ballade. På den anden side i staten Californien, var der til gengæld meget mere stille. Her bruges området mere til wellness, naturoplevelser og aktions oplevelser.
Sjovt og meget kontrastfyldt!
Vi havde valgt at forsætte vores guldgraver og spille tema. Derfor overnattede vi selvfølgelig på den festlige Nevada side.
- Rejsetidspunkt april.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com