Wismar – Tyskland
Wismar i Tyskland er en utrolig hyggelig by som bestemt er værd at besøge. Det er ikke ubegrundet, at Wismar er på UNESCOs verdensarvsliste med den smukke middelalderlige bykerne. Her er bygningerne blevet restaureret, så de i dag fremstår i alt deres pragt og skønhed.
Torvet i Wismar
Omkring Markt (torvet) ligger der masser af smukke gavlhuse, hvor det ældste stammer helt tilbage til 1380 og som i dag er indrettet til restaurant. På Markt har også, det gamle store smukke Rådhus sin placering.
Vi havde fornøjelsen af at opholde os i Wismar i 4 dage. Det var en regnfuld og kold december måned, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere i denne smukke gamle hansestad. For da vi besøgte Wismar ,var torvet blevet omdannet til et stort julemarked med masser af boder.
På torvet står også det mest fotograferet bygningsværk i byen. Den gamle brønd som med sin overdådige udformning som pavillon, der fortæller byens tidlige historie om overskud og penge. Brønden blev anlagt i 1580-1602 og forsynede byen med vand helt frem til 1897.
Marienkirches
Der er i denne lille by en hel del kirker, men desværre blev flere af dem ødelagt under anden verdenskrig. Marienkirches har kun sit 80 meter høje tårn tilbage, fordi resten blev ødelagt. Tårnet der står tilbage, er meget markant i Wismars bybillede og kan ses på lang afstand flere steder rundt om i byen.
Nikolaikirche
Nikolaikirche er den eneste af de tre store kirker der overlevede krigen uden store skader. Kirken stod færdig i 1403 og er med sit 37 m. høje kirkerum et imponerende syn. Det er dog synd at opleve, at disse smukke kirker ikke bliver særlig godt vedligeholdt og som besøgende giver det et indtryk af de er i forfald.
I det tidligere Østtyskland stod kirken ikke stærkt og pengene til vedligeholdelse blev primært skaffet fra medlems- og sponsorbidrag. Denne tendens er desværre forsat i dag, hvor der også tages betaling for at besøge disse kirker.
Frische Grube
I Wismar ligger også Frische Grube, der er en smal kunstig anlagt kanal, som siden 1200-tallet har ført drikkevand til byens fattigkvarterer. I dag er denne rende mest brugt af de svømmende ænder mens bronzegrisene fint udsmykker en af broerne.
Wismar er en lille men smuk by
I Wismar findes der også en gågade med lidt butikker, barer og restauranter, men shoppings mulighederne er generelt meget begrænset og det er ikke en gade du kan bruge flere timer på.
Selvom Wismar er meget smuk med alle middelalder bygninger. Byen er hurtigt set og hvis du har tænkt dig, at opholde dig mere end nogle dage i byen, vil det efter vores mening, hurtigt blive en anelse kedeligt. Men vi nød nu vores ophold i den smukke by og især det hyggelige julemarked. Et julemarked som ikke var overrendt af andre turister, så vi kunne nyde sammen med de lokale.
- Læs her vores rejseforslag til Julemarkeder i Nordtyskland.
- Læs her om alle vores oplevelser i Tyskland.
- Rejsetidspunkt december.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 76 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com