Chiricahua med de særlige klipper ligger i delstaten Arizona. Det naturskønne område, har storslået vidder, et rigt dyreliv og de særlige hoodoos og balancerede klipper. Turen dertil gik gennem skoven, op og ned ad bjerget og det var lidt af en gyser.

Chiricahua med de særlige klipper

Chiricahua er et nationalt monument som ligger i delstaten Arizona. Området er kendt for sine helt særlige klipper som kaldes hoodoos eller teltklippe, fe-skorsten eller jordpyramide. Hoodoos består typisk af relative bløde klipper som er toppet af hårdere, mindre sten, der beskytter søjlen. De varierer i størrelse, alt fra menneskehøjde til et 10. etagers hus. Mineraler aflejres i de forskellige stentyper og gør at hoodoos har forskellige farver, i hele deres højde.

Parken var oprindelig hjemlandet for Chiricahua Apache men de flyttede senere til det sydligere Arizona. Parken blev oprettet i 1924, i sin nuværende form, for at beskytte de særlige klipper.

I Chiricahua forsvandt desværre den danske naturforsker Paul Fugate i 1980. Han havde arbejde i parken og skulle tjekke nogle nyopførte stier. På trods af omfattende eftersøgninger, er der den dag i dag, ikke fundet spor af ham.

Vores rejse til Chiricahua national monument

Efter nogle fede oplevelser i Silver City og omegn, forsatte vi vores road trip. Vi kørte mod vores næste destination som var Tombstone. Landskabet ændrede sig fra det lidt frodige med skov og blev efterhånden afløst af ørkenlandskab. En vej som var lang og øde med enorme vidder, på sin egen smukke måde.

Mens vi kørte sagde Tore til mig:

Er du klar på et eventyr?

Ja sagde jeg, altid. Det kom jeg så til at fortryde.

Coronado National Forest

Vi drejede fra og kørte nu langs med bjergene. Alt var godt! Solen skinnede, der var varme i luften og en smuk asfaltvej men…..

Det ændrede sig hurtigt og jeg bliver altid bekymret, når jeg ser et flag som siger:

Åben

Det er jo ensbetydende med, at denne vej ofte bliver lukket pga. af vejrforhold.

Nå vi kørte ind i skoven, der var smukt og vejen snoede sig igennem træerne. Der gik dog ikke ret lang tid, for jeg fandt ud af, hvorfor vejen ofte var lukket. Nu startede grus-jordvejen nemlig. Nå tænkte jeg:

Det var ”kun” 160 kilometer på grusvej op til Chiricahua med de særlige klipper, så det går jo nok. Jeg var jo blevet ret hårdkogt, efter vores tur til Namibia, hvor alle vejen var på grus.

Vejen i skoven

Grus – eller jordvejen blev nu afløst fra vores to spor og blev med et forvandlet til kun en fælles vejbane. Vi kørte gennem diverse vandløb og huller i vejen og jeg tænkte. Hvordan ender dette! Nu begyndte der også at komme, en snoede vej med masser af hårnålesving. Vi kravlede op ad bjerget og rundt om bjerget og endte til sidst i 3.000 meters højde.

Jeg hader det bare!

At køre på en vej med en vejbane, på grus op ad et bjerg uden autoværn og uden mobildækning. Det var for mig en ren gyser. Vi overlevede sågar, at vi mødte en modkørende og vi fik da kæmpede os forbi hinanden.

Efter noget tid var vi på toppen af bjergkammen og vi forsatte nu med at køre ned af bjerget indtil vi kom til Chiricahua med de særlige klipper.

Jeg kunne nu igen trække vejret for ja, det var et eventyr men mest af alt, en gyser for mig.

Chiricahua National Monument

Vi kørte først mod besøgscentret. Det er altid godt lige at tale med en ranger og få de sidste nyheder og tips om stedet.

Besøgscentret

Besøgscentret var rykket udenfor pga. Corona og vi fik en snak med de to rangers som stod der udenfor og kedede sig. Heldigvis havde de også flyttet stemplerne udenfor, så vi kunne få et stempel til vores efterhånden, ret fyldte nationalparkpas.

Området sværmede med nogle ret smukke blå fugle.

Jeg spurgte den ene ranger:

Hvad hedder de blå fugle.

Hun svarede de hedder mexican Jay og er en skadeart.

Vores oplevelse af stedet

Vi kørte fra besøgscenteret og fandt parkens scenic route. Den var på 13 kilometer og snoede sig gennem ege-cypres og fyrreskoven. Vi endte til sidst oppe ved Massai point i 2.000 meter højde. Stedet gav os en 360 graders udsigt over Rhyolite Canyon, de tilstødende dale og de omkringliggende bjergtoppe. Herfra havde vi også fin udsigt til en hel masse hoodoos.

Solen skinnede, himlen var blå og desværre var der modlys, så udsigten stod ikke helt skarp. Vi sad på en bænk, drak kaffe og nød den imens de nysgerrige blå fugle kom og besøgte os.

Hvad mener vi om Chiricahua med de særlige klipper

Efterfølgende efter at vi overlevede køreturen, op og ned af bjerget, var det en anderledes og super spændende tur. Jeg havde nok ikke valgt at køre denne vej men vejen udenom, for at opleve Chiricahua National Monument. Det var endnu et smukt naturområde i USA som ikke var overrendt men fredfyldt uden særlig mange gæster. En god og lang dag hvor vi efterfølgende kørte mod vores ranch og blev belønnet med en fuldmåne i  bagved os og en smuk solnedgang over Dragon bjergene foran.

Praktisk info om Chiricahua National Monument

• Åbningstid 24/7 på nær nogle enkelte helligdage.
• Entre: gratis.
• Der er et besøgscenter på stedet.
• Der er en scenic route på 13 kilometer.
• Der er dagsvandrerute på 17 kilometer.
• Højeste punkt i parken er 2.228 meter.
• Der er en campingplads.
• Der arrangeres ranger-ture.
• Parken blev etableret 18.april 1924
• Parkens areal er 48 kvadratkilometer.
• Nærmeste by Willcox ligger 50 kilometer herfra.
• Geografisk placering: Det sydlige Arizona.

Tips til dit besøg

• Pas på, der er både bjørne og klapperslanger i parken.
• Tjek vejrudsigten inden du tager ud at vandre.
• Bliv på de afmærkede stier.
• Temperaturerne kan blive op til 40 grader om sommeren, så husk vand.
• Husk at tanke bilen inden du kører ind i området, der er ingen tankstation.

• Rejsetidspunkt november.

Rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.