Road Trip – Franz Josef Glacier til Queenstown, New Zealand
Road Trip – Franz Josef Glacier til Queenstown, hvor en del af denne rute er på Unescos liste, som bevaringsværdig. Ruten hedder ikke noget specielt, men kan bestemt anbefales og den gav os et fantastisk godt indtryk af New Zealands storslået natur. En af de smukkeste køreture, vi nogensinde har kørt.
En lang dag
Vi vidste, at det ville blive en lang dag, selvom afstanden kun var på 350 km. Ifølge det vi havde læst, skulle vi regne med små 8 timer, hvilket kom til at passe meget godt. Men hver time – hvert minut, og hvert et sekund var det hele værd. Den ene store naturoplevelse blev erstattet af den anden, så tiden fløj af sted på vores road trip – Franz Josef Glacier til Queenstown.
Fox Glacier
Kort efter afgang, ca. 30 km fra Franz Josef Glacier, tog vi en afstikker ved Fox Glacier. Her fandt vi en lille ensporet skovvej, hvor vi kørte et par kilometer op igennem en meget frodig regnskov. Lige pludselig, var der en lille afsats hvor vi kunne holde ind. Her blev vi belønnet med det flotteste kig til gletscheren. WOW det var ret vildt!
Landskabet ændrede sig
Tilbage på vejen mod syd, gik vejen langs kysten med en hel anden vegetation, end vi kom fra. Her var der nemlig mere goldt. Vi havde oplevet, at der inde i landet var enormt frodig, så endnu en stor kontrast. I forhold til tidligere road trip i Australien eller USA, var der desværre relativ få udsigtsstops undervejs.
Men inden vi kom til Haast, lå der et udsigtsstop, hvor vi nød udsigten og kiggede på det Tasmanske hav, klipperne og stranden. En udsigt, som efter vores mening, uden problemer kunne måle sig med f.eks. de 12 apostle i Australien.
Bjergene skulle bestiges
Ved Haast drejede vejen ind i landet igen og det begyndte at gå opad i bjergene. Dette medførte, en del hårnålesving og forskellige hastigheder. Selvom vores lejebil var med automatgear, kunne vi ikke bare sidde og slappe helt af. Vi skulle hele tiden være meget opmærksomme.
Det gav dog nogle helt andre oplevelser. Udover at mærke stigningen i bjergene, fik vi også lov til at se dem. Det var nogle meget smukke og storslåede billeder, vi fik på nethinden denne dag til vores evige eje.
Ensporede broer
I New Zealand har de rigtig mange broer. De er nødvendighed, for at kunne passere alle de floder, bække, søer og vandløb som der findes. Disse broer var dog lavet, så der kun var en bil der kunne passere ad gangen.
Mange af broer, var også gamle og gav som regel mulighed for smukke udsyn over en eller anden form for vand. Vi skulle dog lige holde øje med skiltet og se hvem der havde forkørselsret, inden vi gik eller kørte ud på dem. Vi mødte rigtig mange broer på vores road trip – Franz Josef Glacier til Queenstown.
Søer, vandløb og vandfald
På vores køretur, mødte vi det ene natursceneri efter det andet og vand alle steder. Vi passerede en del søer som var kæmpesøer, der havde det mest klare lyseblå vand, som de omkringliggende bjerge spejlede sig i. Den særlige meget blå farve, får søerne fordi der er nogle mineraler i dem, som giver dem denne farve. Vi tror aldrig, vi har set så blå søer før. Det gav mange flotte kontraster med vandet, bjergene og sneen som lå på toppen af dem.
Mange steder var der floder, men de var nu en del udtørret her om vinteren. Men oppe i bjergene var de små bække fyldt med klart næsten gennemsigtigt vand, som med stor hast løb ned af bjerget, med små vandfald undervejs.
Crown Range
Lidt efter Wanaka, ca.75 km., kunne vi vælge at følge den lidt længere vej rundt om bjerget til Queenstown. Vi valgte selvfølgelig den “korte” vej op igennem bjergpasset. To dage før, havde vejen været lukket, efter at New Zealand var blevet ramt af en arktisk snestorm. En snestorm, som havde lammet dele af landet, også på Nordøen, men heldigt for os, var passet igen blevet åbnet.
På vej op af bjerget blev vi rigtig glade for vores store motor på vores 4×4 SUV Toyota Highlander med de store dæk. Især da vi så et par autocampere eller “rullende lokummer” som Tore kalder dem, der måtte kæmpe det sidste stykke op.
Det var en rimelig lille vej og først skulle vi igennem adskillige hårnålesving op ad bjerget. Herefter på bjergkammen kørte vi i sne. Det var et helt utroligt smukt syn, da vi kunne se ud over hele området fra over 1.000 meters højde. Herefter gik det ned igen, igennem lige så mange hårnålesving.
Stenslag i bilruden
I New Zealand salter de ikke vejene, men bruger en slags småsten. Det giver et godt underlag at køre på, når der var glat. Det gav så problemer når vejene igen bliver tørre, for så lå stenene der stadig og det gav desværre nemt stenslag. Vi havde også kun kørt ca. 5 km. på vores road trip – Franz Josef Glacier til Queenstown, før en lastbil gav os et kæmpe stenslag på vores forrude. Øv!
Slutningen på en fantastik dag
Efter bjerget, flettede vejen sammen med vejen, der gik rundt om bjerget. Vi var nu i området nær Queenstown, hvor vi tjekkede ind på vores hotel. Godt trætte og mættede af alle vores oplever, vi havde haft på denne smukke dag. Et vildt smukt road trip – Franz Josef Glacier til Queenstown som vi gerne vil køre igen.
- Læs her vores rejseforslag road trip Sydøen.
- Rejsetidspunkt maj.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com