Newport er New Englands sommer udflugtssted – Rhode Island, USA
Newport er New Englands sommer udflugtssted. En by og et område der oser af charme, har et hyggeligt havneområde og en afslappet stemning. Vi nød vores dag i byen, i strålende solskin med masser af varme i luften som der var denne efterårsdag.
Turen til Newport er New Englands sommer udflugtssted
Efter at have tilbragt 3 nætter med ren afslapning på MGM Grand at Foxwoods, var det tid til at komme på landevejen igen. Vi glædede os og nød turen igennem det smukke landskab. Vi nåede snart til en bro som vi skulle passere, inden vi var i Newport. Den var den længste hængebro i New England – Claiborne Pelle Newport Bridge som er 3.428 meter lang. Imens vi passerede broen, fik vi øje på et fyrtårn og besluttede, at det skulle vi da udforske noget mere.
Fyrtårnet på Goat Island
Vi kørte, uden egentlig at være helt klar over vejen men skimtede bare fyrtårnet, som var vores mål. Vi endte fremme ved en parkeringsplads ved Hotel Hyatt Regency Newport og så var resten af vejen, ud til fyrtårnet lukket. Øv! Men som vi ofte har oplevet det i USA, kom der en mand som var ansat på hotellet.
Han spurgte os: Vi i gerne ud og se fyrtårnet? Ja, det vil vi meget gerne. Han svarede: I kan bare gå denne vej, det er helt i orden.
Skønt og dejligt at vi stadig kan blive overrasket over amerikaneres venlighed.
Fyrtårnet på Goat Island ligger på en lille ø i Narragansett Bay og er en del af Newport by. Det gamle fyrtårn er fra 1842 og er 11 meter højt. Ikke det mest imponerende fyrtårn vi har set i New England området, men udsigten til bugten og broen fra Goat Island var unik og helt fantastisk.
Newport er New Englands sommer udflugtssted
Byen virkede med det samme hyggelig, da vi nærmede os den. At Newport er New Englands sommer udflugtssted forstod vi godt. Nu var det jo efterår og byen summede stadig af gæster som ville nyde, denne smukke solskinsdag i byen.
Efter vi havde kørt lidt rundt, fandt vi en parkeringsplads og gik på opdagelse i det hyggelige havneområde. Her var der cafeer, restauranter og butikker side om side med bådene, moler og masser af menneskerne. Vi gik rundt i området, så på skibene, drak kaffe og nød den gode stemning.
Bagefter bevægede vi os lidt rundt i resten af byen, kiggede på de smukke gamle huse, de smalle gyder og det mest underlige træ, vi nogensinde har set? Hvad sker der med kronen på dette træ, vokser det ikke den forkerte vej?
Newport er også byen som har den 1. gade der havde gaslamper i USA tilbage til 1805 – ret fantastisk.
Stranden udenfor Newport
Lidt udenfor Newport kom vi til sandstranden. En skøn og rigtig lang sandstrand, hvor der oppe på skråningerne, lå den ene kæmpekasse af huse efter det andet. Her bor alle de velhavende som mener at Newport er New Englands sommer tilflugtssted. Vi kiggede lidt på nogle surfere, nød den kølige brise fra havet og var videre mod vores næste mål.
Vi havde en god dag i Newport og det er bestemt en by som vi godt kunne havde brugt mere tid i. Stemningen, de gamle huse, de charmerende gader og havneområdet kunne bestemt godt være udforsket noget mere.
- Rejsetidspunkt oktober.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com