Smuttur til Hann. Münden – Tyskland
Vi var en smuttur i Hann. Münden og blev glædelig overrasket. En utrolig smuk by med toppede brosten, bindingsværkshuse, et historisk rådhus, floder og vagttårne. En frokost i solen blev nydt med udsigt til de fine huse.
Vejen til Hann. Münden
Efter nogle skønne dage på vores slot, var tiden kommet til, at vi skulle videre. Vi kørte på de små snoede veje og efter lidt tid, var vi kommet til Hann. Münden.
Fakta om Hann. Münden
Hann. Münden som byen altid kaldes står for Hannoversch Münden. Den ligger ved de tre floder Fulda, Werra og Weser. Den er omkranset af 12 historiske bytårne, middelalderbroer og fæstningsmure.
Byen ligger i delstaten Niedersachsen og har lidt over 24.000 indbyggere.
Bag de tykke mure ligger der over 700 bindingsværkshuse fra seks århundrede. Det imponerende rådhus, er et kapitel for sig og afspejler byens rigdom, der stammer fra handel på de tre floder.
Doktor Eisenbart er en kendt figur i byen og han var en ekstraordinær succesfuld læge. Han rejste fra marked til marked og helbredte alverdens lidelser. Det siges desuden. at når han opererede blev der spillet højt musik for at:
Drukne patiens skrig.
Der er figurer af ham, et klokkespil og det hus som han døde i – 1727.
Rådhuset
På vores smuttur til Hann. Münden var vi heldige at finde parkeringsplads lige ved rådhuset. Der var markedsdag og dermed masser af boder på pladsen ved rådhuset. Solen skinnede og folk var kommet udenfor, for at nyde det gode vejr og købe lokale specialiteter.
Fakta om rådhuset
Rådhuset er en af de vigtigste bygninger fra Weserrenæssancen. Det er er en særlig nordtysk arkitektonisk stil fra 1500- og 1600-tallet, der findes i området omkring floden Weser i Tyskland. Stilen opstod i en tid med stor økonomisk fremgang og kendetegner mange slotte, rådhuse og borgerhuse i regionen.
- Det blev oprindelig opført omkring år 1400.
- Det blev i begyndelsen af det 17. århundrede genopbygget i Weserrenæssancestil.
- Rådhuset fik en udsmykket og farverig ornamental facade.
- Rådhuset skulle repræsenterede byens magt og rigdom på den tid.
- Det har en portal, tre dværghuse og en toetagers karnap.
- I dag huser rådhuset folkeregisteret og turistinformationen.
Vores oplevelse af rådhuset
Vi nød af se den livlige plads, da vi ankom som var fyldt med boder. Da vi senere kom forbi, fik vi fornøjelse af at kunne se det uden boder og mennesker. Det var bestemt en imponerende bygning med masser af detaljer.
Vores tur rundt i byen
På vores smuttur til Hann. Münden gik vi rundt i byen og kiggede på alle de smukke bygninger. Vi gik af de smalle gader, kigge på alle detaljerne og var virkelig imponeret over hvor smuk en by det var.
Floden
Vi gik en tur ned til floden, kiggede på slusen og fik også set ryggen af en statue af Doktor Eisenbart.
St. Blasius Kirke
Det sidste vi så var St. Blasius Kirke som er bygget i gotisk stil. Koret og den østlige fag stammer fra slutningen af det 13. århundrede, mens resten af kirken blev bygget mellem 1487 og slutningen af det 16. århundrede.
Frokost på Antico & Abruzzo
På vores smuttur til Hann. Münden fik vi også frokost. Vi fandt de smukkeste bindingsværkshuse og lige i bunde af dem, var der en restaurant med udendørs servering. Hvor heldige var vi lige?
Vi fandt en plads i solen med god udsigt til bygningerne. Efter lidt tid kom vores tjener og spurgte?
Hvad kan jeg hjælpe jer med?
Vi bestilte rabarbersaft og et par pizzaer.
Maden blev nydt i omgivelserne inden vi sagde farvel til byen.
- Adresse: Lange Str. 10
På vej ud af byen
På vej ud af byen kom vi forbi et par vagttårne og det 40 meter høje færgeportstårn.
Hvad mener vi om vores smuttur til Hann. Münden
At tage en smuttur til Hann. Münden var en rigtig god beslutning. Det var en by der emmede af historie og som efter vores mening, er det en af de smukkeste byer i Tyskland og helt på højde med f.eks. Rothenburg ob der Tauber. En by som vi en dag vil vende tilbage til og gerne udforske meget mere.

- Rejsetidspunkt april.
Rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og X
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 79 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com





















