Transnistria – Landet som ikke eksisterer, ligger i Moldova. Her er tiden gået i stå, Lenin styrer og landet har sin egen valuta, flag, grænseovergang og er selverklæret russisk. Her ses det russiske militær overalt, de lokale taler russisk og ja, hvor er du? I Moldova eller Rusland?

Lidt baggrund om Transnistria

Transnistria er et udbryderområde som ligger på en stribe land mellem floden Dnestr og den østlige moldoviske grænse til Ukraine. Siden uafhængigheden i 1990 og efter krigen i Transnistria fra 1990-92, blev området i praktisk regeret som Den Pridnestroviske Moldaviske Republik. Republikken Moldova erkender ikke denne løsrivelse og dermed er landet, en af verdenssamfundets ikke anerkendte republikker og derfor er Transnistria – landet som ikke eksisterer.

Området har omkring en halv million indbyggere, hovedstaden hedder Tiraspol og er Moldovas andenstørste by. Landet anerkendes ikke af de Forende Nationer og har ingen diplomatiske forbindelser. Derfor vil et besøg til Transnistria, medføre at du ingen rettigheder har og hvis du kommer i problemer, er der ingen der kan hjælpe dig.

Det skal desuden nævnes, at landet er kendt for sin korruption og fængsling af folk uden årsag.

Krigen i Transnistria

Indrømmet, vi vidste ikke at der havde været krig i Transnistria – Landet som ikke eksisterer. Krigen udbrød i 1990 og blev støttet af russerne og Rumænien støttede Moldova. Krigen varede indtil 1992 og herefter kom der våbenhvile. En krig som kostede næsten 1.000 mennesker livet.

Historien bland de lokale siger:

En russisk general talte til folket.

Han sagde: Nu stopper i og der skal være fred. Hvis i ikke stopper kan i se mig spise morgenmad i Chisinau (Moldovas hovedstad) og middag i Bukarest (Rumæniens hovedstad) Ensbetydende med, at så ville han og hans tropper invadere både Moldova og Rumænien.

Krigen stoppede, landet er stadig ikke anerkendt og i dag så mange år efter, er der ingen der har lyst – og eller vil løse denne konflikt.

Vores tur til Transnistria – Landet som ikke eksisterer

Forventningsfulde og lidt nervøse, stod vi udenfor vores hotel og ventede på vores chauffør Corneliu. Vi havde dagen forinden, lavet en aftale om at han skulle hente os og vise os Transnistria. Var han nu til at stole på og ville han komme?

Han kom præcis til tiden, tog imod os med et stort smil og vi var nu klar til dagens oplevelser. Vi kørte ud af byen og lige da vi havde passeret byporten sagde han:

Jeg stopper lige her, for i skal lige se denne smukke trækirke.

Kirken er den største og ældste trækirke og vi var glade for at opleve den. Derefter forsatte vores køretur gennem det frodige land med masser af vinstokke overalt. Vejen var bumpet og havde bestemt set bedre dage men efter en rystetur på en times tid, var vi fremme ved grænseovergangen.

Grænseovergangen

Fremme ved grænseovergangen, var der lige lidt steps vi skulle igennem.

Corneliu sagde desuden meget bestemt til os: Ingen billeder, hverken her eller andre steder hvor der er militære områder. Det er vigtigt, at i overholder det. for Man komme i fængsel for det og ingen kan hjælpe dig, i landet som ikke eksisterer.

• Ved det første stop blev vi mødt at det moldoviske grænsepoliti. Da Moldoven ikke anerkender Transnistria som land, var det jo ikke en grænse men der stod politi og holder øje. Vi stoppede og de nikkede til os og herefter kørte vi videre.
• Næste stop var det russisk militær. Her blev vi mødt af en del militærfolk som stod med deres maskingeværer og der var en udrangeret tank i baggrunden. Her stoppede vi også, de kiggede og vinkede os videre.
• Nu var vi kommet til grænsen til Transnistria – landet som ikke eksistere. VI stod ud af bilen, gik indenfor i et lille skur og stod i kø. Efter lidt tid var vi nået det det lille glasbur hvor der sad 2 pasbetjente. Vi afleverede vores pas og fik et lille stykke papir, som var vores endagsvisum tilbage sammen med vores pas. Det lille stykke papir, var også vores billet ud af landet, så derfor blev det resten af dagen vogtet, som var det lavet af det pureste guld.
• Sidste step var tjek hos tolderne. De kiggede ind i bilen, så om vi skjulte noget og spurgte om vi bragte noget med til Transnistria.

Herefter var vi kommet ind i Transnistria.

Oplevelser i Transnistria

Vi var heldige, for Corneliu har tidligere boet i landet i 10 år og dermed havde han stort kendskab til landet. Nu bor han i hovedstaden Chisinau, Moldova hovedstad.

Stoppet af politiet

Vi kørte lidt rundt og Corneliu kørte mod byen Bender som er den eneste by øst for floden Dnestr. Han ville gerne vise os busstationen, så derfor drejede han ind og parkere bilen ved den. Ud af ingenting og vi ved ikke hvorfra, var der lige med et en politibil ved siden af ham.

Der var en snak på russisk, politiets var i vrede toner og vores chauffør i en meget ydmyg tone. Der var ingen tvivl, han var nervøs – ja, han virkede nærmest lidt bange.

Han sagde til os: Vent her, satte sig ind i bilen og kørte. Gys – hvad skete der nu?

Han kørte nu bare over på den anden side af vejen, parkerede bilen og kom derefter hen til os. Det viste sig, at han var drejet til højre hvor det ikke var tilladt. Han havde fået en advarsel men sagde, at folk var blevet slæbt med på stationen for mindre. Puha, vi var alle lettede og glade, for hvad skulle vi lige havde gjort hvis vi var blevet forladt i Transinstira – landet som ikke eksisterer.

Busstationen i Bender

At træde indenfor på busstationen i Bender, var et tilbageblik i tiden. Her var tiden gået i stå og alt så ud som det gjorde for 50 år siden. Et stort koldt rum, hårde bænke og sågar en gammel vægtelefon som faktisk stadig virker. En total underlig følelse.

Corneliu sagde: Kom vi skal ovenpå og se det gamle cafeteria. Det er et helt museum.

VI gik op ad trappen, åbnede døren og herefter blev vi mødt af en stank af russisk mad. Stedet var dog noget helt særligt med flag, vinylplader, avisudklip på væggene, Lenin staturer og alt mulig andet. Vi gik rundt og kiggede, alt imens der sad nogle lokale og spise den mad som bare lugtede så dårligt.

Biografen i Bender

Herefter kørte vi til næste sted, biografen. Udenfor kunne vi desuden lige få et kig til en park som selvfølgelig blev prydet af en Lenin statue. Selve bygningen var pompøs og det var kontrastfyldt at se de nye reklamer for film, på den gamle bygning. Her i biografen var tiden også gået i stå. Vi blev mødt at en duft af popcorn og trådte ind i et kæmpe rum med enorme lysekroner, søjler, store draperede gardiner og et kig til endnu en etage. En ret smuk og velholdt biograf, hvor nutid og fortid mødtes.

Hovedstaden Tiraspol

Vi kørte nu over broen og ind til hovedstaden Tirapol. Bygningerne var kedelige russer betonbyggerier og alt virkede gråt og lidt trist. En hovedstad, der ikke bugnede med attraktioner, men hvor de russiske militær anlæg fyldte mest. Det eneste der lyste lidt op, var udsalget af juletræer selvom datoen viste den 30. december. I Moldova er de russisk -ortodokse og deres juleaften er derfor først den 6. januar.

Regningsbygningen – her skulle vi da lige have det obligatoriske billede, af den store bygning med den enorme Lenin statue udenfor. Så bliver det da ikke mere russisk!

Monumenter – Lige over på den anden side, af regeringsbygningen står der en tank til minde om den sovjetiske sejr i Anden verdenskrig, den evig flamme til dem der faldt i byen i 1941 og frigav den i 1944. Ellers var der mindetavler over de faldne i den sovjetiske krig i Afghanistan og krigen i Transnistria.

Floden Dnestr – Her ved monumentet, er det muligt at gå langs med floden Dnestr og fra broen, er der et smukt kig.

Sheriff

Ret sjovt ord Sheriff eller måske meget sigende, til dette privat eget firma som vi kunne se overalt. Det være sig tankstationer, supermarkeder, brødfabrikker osv. Et nærmest monopollignende firma som via deres mange penge styrer landet. De har da også et hovedsæde som er både større og mere moderne end de mange regeringsbygninger.

Bender fæstningen

Vi kørte nu tilbage til Bender hvor vores sidste oplevelse var. Det var et besøg til den gamle tyrkiske fæstning. Så tidligt som i det trettende århundrede, sejlede der skibe op fra Sortehavet. For at beskytte handlen, på flodens højre bred, byggede man fæstningen. Den har bl.a. huset den svenske konge Kong Karl XII, efter han måtte flygte fra sit nederlag til Zaren af Rusland.

Vi gik lidt rundt, kigge på det imponerende byggeri som var blevet smukt renoveret. Vi besøgte det lille museum, hvor vi ved selvsyn så billeder af den svenske konge og hans tropper. Ret underligt at stå i Transnistria – Landet som ikke eksisterer og kigge på de blå-gule svenske farver.

Pudsig fakta om Bender fæstningen – Området har i mange år været åbent for turister men det er først for ganske få år siden, at de lokale har fået adgang.

• Entre: DKK 20

Vores mening om Transnistria – Landet som ikke eksisterer

Hvad mener vi egentlig om Transnistria – Landet som ikke eksisterer?  Sjov, underlig, anderledes og utrolig spændende oplevelse. Et land som er selverklæret uafhængig, har sin egen valuta og taler russisk. Her så vi deres eget flag, biler med landets nummerplader, de brede boulevarder, grimme boligkarreer og imponerende storslående byggeri.

Her var tiden gået i stå, der var gråt, lidt trist og de lokale virkede lidt modløse. En befolkning der ikke høre til, ikke er anerkendt og dagligt lever med en uløst konflikt. Her var der ikke mange smil og glæde at spore og indrømmet, vi var glade da vi igen var tilbage i Moldova.

Det var nu ikke fordi vi følte os utrygge, på nær da politiet kom meget tæt på, men det at være i et land uden rettigheder er nu ikke særlig fedt.

Stor tak til vores chauffør Corneliu som gjorde denne tur, til noget helt særligt.

• Rejsetidspunkt december/januar.

Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.