Anmeldelse af Caesars Atlantic City Hotel and Casino – Atlantic City, USA
Anmeldelse af Caesars Atlantic City Hotel and Casino, hvor vi afleverede vores bil til valet parking, for derefter at henvende os ved check-in. Hotellet er et 4-stjernet med 1.140 værelser som er godt beliggende, direkte ud til The Boardwalk. Vi så frem til vores ophold på dette hotel.
Tema hotel
Ligesom Caesars Palace i Las Vegas havde hele hotellet og kasinoet et gammelt romersk tema. Det oplevede vi allerede ved indgangen og indretningen med alle skulpturerne, gav os en følelse af, at være hensat til det gamle Romerrige. Vi havde da heller ikke gået særligt langt indenfor, på vej hen mod receptionen, før vi fik flere gange fornøjelsen af, det romerske tema.
Værelset og opgradering
Vi havde bestilt et deluxe værelse, som vi fik tildelt af den meget servicemindede receptionist. Vi tog elevatoren op til vores værelse og blev rigtig skuffede. Værelset var mørkt og helt uden udsigt. Det levede bestemt ikke op til vores forventninger om et værelse, på et 4-stjernet hotel.
Vi blev hurtig enige om, at vi ikke ville bo på dette værelse i 3 nætter, så tilbage til receptionen. Den venlige receptionist tilbød os, at vi kunne opgradere vores værelse til et premium værelse. Disse værelser var nylig renoveret og med direkte udsigt til vandet.
Han sagde: I kan jo tage op og se et af dem.
Vi så værelset og var ikke i tvivl, her ville vi bo. Hurra for at klage imens vi var der.
Værelset
Vores nye værelse indehold 2 queen size senge, 2 stole med bord, reol med stort fladskærms-Tv og safe. Der var aircon, køleskab, mulighed for at lave kaffe – og eller te og Wi-Fi. Der var desuden et rigtig lækkert badeværelse med stort bruseområde.
Det som var helt specielt ved værelset, var det store vindue for enden af værelset. Det åbnede op for en fantastisk udsigt ud over stranden og havet. Det var helt perfekt til at sidde og kunne nyde en solopgang. Udsigten blev bestemt også forbedret af, at vi havde fået et værelse højt oppe. Vi kunne godt se at værelset var rimelig nyrenoveret og indretningen gjorde, at det virkede lækkert og hyggeligt. Vi var glade for vores beslutning om vælge dette værelse.
Faciliteterne
Der var et stort kasinoområde i flere etager på hotellet. Desuden var adskillige cafeer, restauranter, spa og en udendørs pool og et teater.
Anmeldelse af Caesars Atlantic City Hotel and Casino
Vi var glade for vores ophold på Caesars og især vores dejlige værelse med den gode udsigt. Der var masser af muligheder for at spise og drikke på hotellet samt det havde en perfekt placering. Vi boede på med direkte udgang fra hotellet til The Boardwalk. De ekstra penge vi betalte for en opgradering af værelset, medvirker til vores anmeldelse af Caesars Atlantic City Hotel and Casino bliver rimelig positiv.
Vi giver 3 stjerner ud af 5 mulige
- Du kan her bestille dit ophold på Caesars [reklamelink]
Bonusinfo: Link markeret med reklame, betyder at bloggen tjener lidt penge, hvis du booker gennem linket. Det bliver ikke dyrere for dig.
- Ophold 3 nætter.
- Læs her om vores oplevelser i Atlantic City.
- Rejsetidspunkt september.
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Annette Seier - OnTrip.dk
Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 76 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com