Annettes Rejseklumme: Hvor autentisk skal det være?
Hvor autentisk skal det være? Er vores behov for nye oplevelser, når vi rejser, ved at tage overhånd? Det er faktisk ikke særlig mange år siden, at vi synes det meste autentisk, var en grisefest på Mallorca. Eller måske en tyrefægtning, et besøg på en vingård eller at spise på en lokal restaurant.
Er vi blevet mere grådige med vores oplevelser?
En uge på solvognen, et par attraktioner og en tur ud i naturen, kan ikke længere tilfredsstille vores behov. Verden er blevet mindre, vi rejser mere og de ”almindelige oplevelser” er ligesom ikke længere nok. Vi vil opleve noget andet, se noget mere og føle, at vi har oplevet det autentiske. Men er vi blevet for grådige i vores jagt på oplevelser? Hvor autentisk skal det være?
Indrømmet, mit eget behov for oplevelser har bestemt også ændret sig gennem årerne. Jeg har også fået et behov for de mere autentiske oplevelser, men jeg har det dobbelt med det.
For hvorfor rejser jeg egentligt? Ja – enig jeg vil opleve verden, men er jeg klædt på til det? Kan jeg virkelig kapere, med min forkælet danskhed, det meget autentiske? Er almindelige menneskers dårligdomme, blive en turistattraktion? Oplevelser som ofte sætter sig i kroppen, som jeg tænker over og kan blive vemodig – og eller ked af det.
Favelaen i Rio De Janeiro
For en del år siden var vi i Brasilien.
Jeg sagde til familien: Rio de Janeiro, er en af verden smukkeste byer. Men en stor del af byen er også favelaerne og den side af byen, skal vi da også opleve.
Den autentiske oplevelse i Rio blev til virkelighed og vi tog på besøg i Rios slumkvarter. Vi besøgte den mest berygtede og største favela i Rio. Et sted, hvor politiet ikke engang tør komme. Favelaerne svømmer i narko, Vi måtte kun opholde os i kort til på hovedgaden og kun tager dertil. på ture med guider.
Her i favelaen blev det for alvor meget autentiske – måske også for autentisk. I sidegaderne stod de unge mænd – læs drenge, narkopåvirket med maskinpistoler. Bydelen var slum og bygningerne var ikke skabt til menneskeboliger, der var masser af forhutlet børn og en stemning med masser af spændinger.
Ja, jeg fik oplevet det autentiske, fik det helt ind på kroppen. Jeg besøgte også en børnehave og så håbet for en bedre fremtid. Men oplevelsen gnavede i mig. Jeg husker det som var det i går og det påvirkede mig stærkt. Ja, jeg ved godt at det er en del af livet men alligevel.
Men efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg kunne tillade mig det, som privilegeret dansker at besøge den fattigdom og nød, som om det var en turistattraktion? Var den autentiske oplevelse egentlig nødvendig og hvor autentisk skal det være?
Gaveriet i Marrakech
Et andet eksempel er for et par år siden, hvor jeg opsøgte det meget autentiske igen. Denne gang i Marrakech, Marokko. Jeg ville gerne opleve Tannerierne, hvor jeg kunne se, hvordan læder bliver forarbejdet.
Men at se mine medmennesker, arbejder under så kummerlige forhold, var en stærk oplevelse. Et arbejde uden beskyttelse af nogen art, hvor de stod i kar der var fyldt med kemikalier og i en stank, der kunne slå enhver omkuld.
Men var den oplevelse virkelig nødvendig? Nej, egentlig ikke og hele stemningen omkring garveriet var ondskabsfuld. En stemning hvor mænd i en truende stemning, ville tjene penge på turisterne, som gerne ville opleve andres menneskers urimelige arbejdsvilkår.
Er elendighed blevet vores turistattraktion?
Jeg ved godt, at der i verden stadig vil være kummerlige forhold tilstede, uanset om jeg besøger dem eller ej. I det store billede, er jeg kun en person der går forbi, mens deres liv leves videre.
Men jeg tænker stadig på, om jeg ikke overskrider en grænse. Hvad er det som gør, at jeg har et behov for den meget autentiske oplevelse?
Hvorfor kan vi som rejsende ikke længere blive tilfredsstillet med en solvogn, et par attraktioner og en tur i naturen?
Hvor autentisk skal det være?
Er vi gået for langt i jagten på en autentisk oplevelse eller kan vi godt tillade os, at opsøge livets skyggesider når vi rejser ud? Er vores medmenneskers kummerlige forhold og liv, nu blevet en turistattraktion i vores jagt på den autentiske oplevelse?
Hvad mener du? Er vores behov, for det autentiske ved at tage overhånd?
Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.
Meget interessant og relevant debat! Jeg har selv tænkt på dette mange gange og er endnu ikke 100 procent afklaret med hvad der er rigtigt og forkert.
Jeg tror at vi søger autentiske oplevelser for ikke at blive stemplet som “turister” der ligger ved poolen og solbader. MEN måske er det i virkeligheden et turiststempel, hvis man er på en guidet tur i et fattigt område eller land. Kontrasten mellem lokalbefolkning og de rejsende bliver tydelig og til tider ubehagelig – som en zoologisk have, hvor turister er beskurene.
Min konklusion må være… Man skal rejse for at få indsigt, glæde og inspiration – dét at få indsigt i andre menneskers liv kan gøre ondt. Man må derfor når man rejser i fattigere lande overveje og spørge sig selv, hvad der er det rigtige for sig selv i dette land og i denne situation.
// Christa – hiatus.dk
Hej Christa, tusind tak for dit besøg og fordi du vil være med i debatten:-)
Tror egentligt heller ikke at jeg er afklaret og der er nok ikke noget der er rigtigt eller forkert. Ofte er de meget autentiske oplevelser, hvor vi beskuer de fattige lokale som var de i en Zoo, faktisk deres måde at overleve på. De tjener penge på det og vi får tilfredsstillet vores behov, for det autentiske. Om det er usmageligt, ja egentligt eller også giver det en eller anden form for mening – og eller penge til begge parter.
Jeg giver dig ret i at du skal stille spørgsmålet: Hvad er det rigtige for mig? Tror bare nogle gange, at du ikke ved hvad du går ind til eller hvordan det efterfølgende vil påvirke dig. Men en ting er sikkert, det autentiske er blevet et stort behov for rejsene efterhånden.
/Annette
Jeg synes ikke nødvendigvis at en autentisk oplevelse indbefatter at man ser på andre menneskers liv. For mig kan en autentisk oplevelse lige så godt være, at tage det lokale tog i Thailand, spise mad i et gadekøkken osv. Jeg dropper tit de ture, hvor man skal ud og se hvordan de fattige skal bo fordi de ofte føles som at gå i en menneske zoo.
Jeg har dog haft oplevelser i fx Sydafrika, hvor jeg besøgte en township, men jeg følte ikke rigtig at det var en menneske zoo, da de lokale synes at det var fedt at vi var der og vi egentlig lærte meget om landet. Jeg synes ofte at det er lidt svært når det kommer til ture som tager en ind i de fattigste områder.
Jeg synes det er vigtigt, at se flere sider af et land og ikke kun de polerede sider, men mange ture bliver også lidt som at gå i “zoo”. Jeg prøver at stille en række spørgsmål for at vurdere om turen bliver lidt som en zoo eller om det bliver en god oplevelse. Jeg har prøvet at blive del af en fattig familie i Sydafrika og Vietnam. Jeg synes begge, at det var en autentisk oplevelse på deres præmisser. Ja, jeg opsøger noget fattigt, men alle pengene gik til familierne og turen handlede ikke kun om at “opleve fattigdom”, men også om at se naturen m.m.
Hej Tine tak for dit besøg og fordi du deltager i debatten:-)
For mig er det et svært størrelse, fordi hvad er det lige der gør at vi rejser.
I min klumme handler det ikke kun om fattigdom men også om hvornår er vi tilfredse. En udvikling der over årene er ved at ske, så vi ikke i dag kun “nøjes” med solvognen. Vi vil have andre oplevelser og ikke kun de turistede ting men hvor går grænsen? Er grænsen der hvor det skal være anderledes oplevelser, ting hvor vi kommer tæt på og også nogle gange alt for tæt på. Hvorfor har vi et behov for det?
Enig et land skal da ses fra forskelige sider og ikke kun det polerede men for år tilbage var det nok for os når vi rejste. Det er det ikke længere.
Enig, du kan godt besøge fattige områder og folk bliver glade for dit besøg. Men ofte er der penge involveret. Penge som du skal give for at kunne opleve andres folks fattigdom, elendighed eller deres urimelige arbejdsvilkår. Det er de autentiske oplevelser som jeg måske har svært ved at forstå. For hvad er der i det for dig?
Jeg synes det er tankevækkende, den udvikling som er sket for hvor ender den egentlig.
/Annette
Det er naturligvis en interessant debat, hvor tæt på man skal komme – med det sagt, vil jeg sige, at jeg altid har været “tæt på”.. solvognen har aldrig interesseret mig, og vil aldrig gøre det.
Mine rejser har aldrig handlet om, at tage til solens syd og “holde fri”..
Mit møde med lokalbefolkningen gælder begge veje.. Det er lige så tit jeg er inviteret til en “bid brød” af fattige, som jeg har givet.
Under rejsen ser jeg helst, der skal være en balance – den balance kan fint skabes ved, blot at gå i dialog med de lokale. Mine rejser handler i høj grad om, at jeg gerne vil være klogere på min omverden, og involverer jeg mig ikke med rig/fattig, bliver jeg ikke klogere..
Oftest undgår vi fx. de store turiststeder, da det ikke interesserer os. Som eksempel: Den Kinesiske Mur, har vi kun set tæt på grænsen til Kazakhstan, og ikke i Beijing.
Vi flyder lidt med strømmen når vi rejser, få ting er planlagt, da vi som regel møder mennesker, der får indflydelse på, hvor vi nu tager hen.
Jeg syntes ikke man behøver, at være så bange for, hvor det ender. Er folk utilfredse med man er tilstede, siger de til – fattig eller rig.
Et projekt kører vist flere steder i Afrika, hvor ansøgningsskemaer til frivillige, der gerne vil arbejde på børnehjem, bl.a. bliver spurgt om de kan lade kameraet blive hjemme – det syntes jeg er genialt, for hvem er man der for LINK
Der er mange steder i verden, hvor man ikke behøver betale for at komme til at se hårdtarbejdende folk.. Indimellem må man betale for en tolk, men det er jo af praktiske årsager.
Det vigtigste på en rejse/ i livet generelt, er respekt for dine medmennesker..
Hej Kirsten, tak for dit besøg og fordi du deltager i debatten:-)
Jeg synes det er interessant for hvad er det lige der gør at vi rejser og hvorfor er udviklingen båret sig derhen, hvor det skal være autentisk før det er spændende eller en god rejse.
Ved godt at du ikke ligge på solvognen – det gør jeg nu heller ikke, men før i tiden var det “nok” når du rejste og så måske opleve lidt kultur. Det fornemmer jeg ikke at det er længere.
Et møde med de lokale og de nysgerrige turister kan være magisk. Ja, ofte går det heldigvis begge veje og begge parter får noget ud af at mødet. Som du så smukt beskriver, en balance.
Enig, jeg rejser også fordi jeg gerne vil være klogere på verden, mine medmennesker og opdage at livet kan leves på mange forskellige måder. Det handler overhoved ikke om hvilken status mine medmennesker har.
Det autentiske handler nemlig ikke nødvendigvis kun om de fattige. Det handler også om at vi ikke længere har nok i at være gæster men vil være en del af deres liv og det er ikke altid på en charmerende måde, synes jeg. En søgen efter det autentiske som nærmest bliver krampagtigt og påtrængende, eller groft sagt kan virke som et overgreb. Hvor folk f.eks. bare fotografere uden at spørge, opfører sig respektløs og tager slet ikke hensyn til de normer der er i det pågældende land. De invadere ting som er det deres ejendom, alt sammen i deres evige jagt på en anderledes oplevelse. En udvikling som jeg synes er blevet værre de senere år. Det gør mig sgu ked af det og jeg bliver meget flov når jeg opdager det.
Genialt med at lade kameraerne blive hjemme hvis du skal arbejde å et børnehjem. Det kan jeg sgu lide, respekt.
Ja, du kan se hårdarbejde mennesker overalt i verden uden at skulle betale for det. Men eksempler i et indlæg synes jeg nu er en god ide.
Enig, respekt for livet og vores medmennesker er det vigtigste men i vores nye selviscenesættende, se mig kultur synes jeg ofte det bliver glemt.
En lille sidebemærkning 🙂 og èt af mine ynglings ..
Der er ingen absolut
op og ned.
Der er ingen
Gud eller Fanden.
Vi får ikke anden
kærlighed
end den, som vi gir
hinanden
Piet Hein
Uhhh hvor smukt, Kirsten 🙂
Tak for det, søde Kirsten og så sandt 🙂
Jeg synes nu ikke et er noget nyt og Solvognen var altså heller ikke for alle tidligere. Min far var i Israel for 40 år siden og der brugt han absolut ikke tiden i liggestolen. Han var i Kibbutz, besøgt lokale familier osv. Den måde at rejse på er altså langt fra ny. Dette nok mere andelen af folk der rejser sådan, der er anderledes.
Hej Maibritt, tak for dit besøg og din kommentar 🙂
Jeg er desværre ikke helt med på, hvad du mener men prøver at svare alligevel.
Noget nyt? Nej det jeg skriver i mine klummer behøver ikke være noget nyt men en tanke – og eller en refekltion. Solvognen? Mener du den klumme jeg har skrevet om det?
Der er jo forskellige måder at rejse på, det ene udelukker vel ikke det andet. Nogle vil have oplevelser og andre slappe af i en liggestol. Måske vil man begge dele.
/Annette
Jo men du får det til at lyde som om det noget nyt at folk vil rejse autentisk, at det er en udvikling fra solferie og til nu, hvor folk jagter det autentiske. Det vil jeg så påstå det ikke er, fordi min far fx allerede rejst sådan for 40 år siden og han har helt sikkert ikke været en first mover på rejsefronten.
Hej ingen Majbritt,
Jeg er med på, at det at ville have aurtenstike oplevelser ikke er noget nyt. Jeg må have formuleret mig meget dårligt, det beklager jeg. Pointen er, at vi på vores rejser nu vil have eksterme autentsike opleveler og at f.eks. folks fattigdom og elendige arbejdsforhold er blevet en turistattraktion.
/Annette