Syg i England er min historie om en afbrydelse af en rejse. Det er aldrig før sket. Det var en rejse, hvor jeg kom til skade med mit knæ, var på hospitalet og desværre blev nød til at tage hjem. En skræmmende oplevelse at være alene, have ondt og opleve det engelske hospitalsvæsen.

Den planlagte rejse til England

Jeg var inviteret af VisitBritain på en presserejse. En rejse, som jeg havde glædet mig meget til. Jeg skulle flyve til Manchester, sove der en nat og næste morgen, med tog videre til Lake Distrikt. En nationalpark som ligger i den nordvestlige del af England, som jeg så i de kommende dage skulle udforske.

København lufthavn og flyforsinkelse

Så en søndag eftermiddag kørte Tore mig til Københavns lufthavn og jeg så frem til de næste dages eventyr. Jeg ved ikke hvorfor men allerede her begyndte rejsen at gå galt, en rejse hvor uheldene fortsatte og endte med at jeg blev syg i England.

Jeg gik ud til F vingen i lufthavnen som ligger så langt væk, at jeg et øjeblik blev i tvivl om jeg ikke snart havde gået helt til Sverige. Alle på discountflyselskabet EasyJet, blev stuvet sammen som køer i et lille område og vi var nu klar til at boarde eller var vi? Næ det var vi ikke. Vi ventede og ventede – tiden havde nu passere det tidspunkt, hvor vi skulle have fløjet. Ingen information, folk farede ud og ind imens vi som artige køer stod i vores bås og ventede.

Efter en time, fik vi at vide, at flyet blev forsinket – hmm det havde vi ligesom regnet ud. Alle os som stod der stuvet sammen i glasbygningen, en smuk dag hvor solen skinnede og der var 30 grader indenfor. Vi kampsvedte alle sammen og fik klausfobiske tendenser af, at stå så tæt.

Det viste sig, at da flyet var landet var der kommet en fugl ind i den ene motor, den skulle først pilles ud og hele motoren skulle renses. Hold da op – de 2.30 timer vi ventede, var ulidelige, ingen siddepladser, heden og vi var helt mast.

Flyrejsen til Manchester og skaden skete

Nå endelig skulle vi afsted. Jeg ærgrede mig lidt, for de 2.30 timer ville jeg gerne have brugt i dagslyset i Manchester, men super, nu var jeg afsted. Jeg gik op i flyet, satte mig på plads men…. I et øjeblik jeg satte mig ned, fik mit knæ et vrid og det sagde en høj lyd.  Det var en skræmmende lyd, som du bestemt ikke vil høre fra dit ben.

De næste par timer i flyet gjorde det #%#& ondt og jeg var virkelig bekymret for, om jeg overhoved kom op af det flysæde igen og frygtede nu, at jeg blev syg i England.

Ankomsten til Manchester

Nå, nu var jeg her, så med bankende hjerte rejste jeg mig fra flysædet – og hold da … hvor gjorde det ondt. Flyet var parkeret midt ude i ingenting, så jeg kæmpede mig ned af trapperne og gik ind i lufthavnsbygningen. Jeg kæmpede mig igennem de lange gange. Hver gang, der var en rulletrappe eller rullede fortov – så var jeg ikke den heldige vinder denne aften, for så var der et rødt bånd – VIRKER IKKE.

Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kom igennem lufthavnsbygningen, men det gjorde jeg. Den ros skal Manchester lufthavn have, den er ikke eget til gangbesværet.

Togturen

Nå langt om længe, fandt jeg mit tog som skulle køre mig til centrum af Manchester, hvor mit hotel var. Det kører 5-7 gange i timen, havde jeg fået fortalt. Det gør det så bare ikke søndag aften, der kører det kun en gang i timen – HURRA – har denne rejse ikke snart en ende. Jeg orkede ikke at vente igen. Jeg have ondt og gad ikke, at være syg i England. Nå efter en lille time kom toget. Et tog, hvor alle sæderne var spærret og reserveret!!!! Det sad bare ingen – så jeg satte jeg mig på et reserveret sæde.

Ankomsten til Piccadilly station

Endelig var jeg fremme ved Piccadilly station. Jeg kravlede op ad trapperne og selvfølgelig kom jeg ud af den forkerte udgang, på den store station. Jeg flakkede lidt rundt, var udmattet. Jeg kunne slet ikke finde vej, skrev med Tore som prøvede at hjælpe – og ja, indrømmet jeg gav op. Jeg sad bare på en sten og havde ondt af mig selv. Jeg kunne slet ikke overskue det og da slet ikke at være syg.

Nu var Piccadilly station fyldt med svært bevæbnede politi på grund af en terrorhandlingen i London, få dage forinden, så jeg spurgte om de ikke kunne hjælpe mig. Efter lidt forklaring – jeg var selvfølgelig gået i stik modsat retning – var jeg nu endelig på vej til mit hotel.

Min nat i Manchester

Jeg tjekkede ind på hotellet, kæmpede mig op på værelset og vovede at kigge på mit knæ. Øv – det var hævet og gjorde stadig MEGET ondt.

Jeg tænkte: Jeg tager et par piller, får en god nats søvn og i morgen er jeg frisk igen.

For en ting var sikkert. Jeg kunne slet ikke overskue andet og frygtede et hospitals besøg og det at være syg i England.

Næste morgen

Ja, meget søvn blev det ikke til, det gjorde simpelthen for ondt. Jeg ringede og talte med mit forsikringsselskab, for jeg vidste jo godt at jeg blev nød til at se en læge. Jeg fortalte mine rejsekollegaer, at jeg desværre ikke kunne tage sammen med dem videre, men håbede at jeg måske kunne tage et senere tog.

Ankomsten til Hospitalet

Jeg fik receptionen til at hjælpe mig med en taxa, for alle hospitaler i England har åbenbart en akut-modtagelse og med mit blå sygesikring i hånden, var jeg garanteret en behandling. Så efter 10 minutters kørsel var jeg fremme.

Hvad var det her? Et hospital eller en nedlagt fabriksbygning? Ja, der var ambulancer så det måtte da være det rigtige sted.

Gys tænkte jeg: Du skal virkelige ikke være syg i England!

Udenfor var de parkerede bilers bagruder smadret med store sten eller det var vel nærmere fliser. Bygningen lignede noget der bestemt havde set bedre dage og hvis jeg ikke haltede i forvejen – ville jeg gøre det nu, for jeg slæbte mig virkelig ind på dette gyselige sted.

Indskrivningen

Indenfor blev oplevelsen ikke bedre. Det lignede et hospital, som det vel så ud i Danmark for 60 år siden. Halv snusket, ikke vedligehold og dem i modtagelsen, sad bag glasruder med en lille sprække, som de så kunne tale igennem.

Det er svært at beskrive venteværelse og jeg tog da også lidt billeder i smug. De er ikke særlig gode, for jeg ville ikke støde nogle. Men der var gamle stole, væggene klistrede til med forbud og informationer. I det ene hjørne af venteværelset, lå tre hjemløse og sov. Der var virkelig skræmmende.

Jeg talte med en meget venlig mand i receptionen. jeg fik nogle underlige spørgsmål som:

Har du fået cancerbehandling?

Har du drukket alkohol indenfor de sidste 12 timer?

Hvad er din religion?

Det var ikke lige spørgsmål, som jeg normalt har svaret på ved en indskrivning før. Nå han bad mig vente.

Efter lidt tid kom jeg ind til en sygeplejerske, som spurgte mig om det sammen. Hun sagde at jeg skulle gå ud igen og vente på en læge.

Vente, vente og vente

Jeg sad derude i venteværelset som lige pludselig blev meget underholdende, på den ufede måde. En sygeplejerske skruede bissen på og vækkede de hjemløse, som lå og sov. Hun prøvede at smide dem ud og sagde det ikke var en varmestue. Imens var der 3 sikkerhedsvagter ude i venteværelset, som var oppe at slås med en patient. Total tumult og jeg må indrømme, at der skal meget til før jeg bliver bange, men dette her var virkelig vildt.

Alt dette skete, imens der kom flere og flere patienter ind i venteværelset – hvor de fleste ikke var helt ædru eller var påvirket, af noget andet en alkohol. Jeg skilte mig meget ud.

Efter 2 timer spurgte jeg, hvorfor jeg ikke var blevet kaldt ind endnu.

Den venlige mand i receptionen undersøgte det og sagde: Du er blevet udskrevet!!!!! Hvad? Jeg har ikke set en læge endnu. Nå så må det være sket en fejl og du skal gå ind i det andet lokale og vente.

Ok, jeg gik ind i det andet lokale og prøvede at beskytte mig selv, for alle dem som hostede og hakkede, ikke var blevet vasket i dagevis og den sure mand i skanken som sad og råbte af folk.

Undersøgelse af lægen

Endelig var det blevet min tur, efter flere timers venten. Jeg blev modtaget af en ung læge, som så meget udkørt og træt ud. Jeg spidsede øre, for dialægten i Manchester var svær at forstå – de skar mange af ordene af. Han undersøgte mit knæ, konstaterede at det ikke var brækket og sagde det var en slem forstuvning. Han spurgte, om jeg ikke ville have nogle stærke smertestille og jov det ville jeg gerne, for det gjorde #?¤#X ondt.

Han skrev en respekt, smilede og sagde tilkendegivende: De er MEGET stærke.

Hmmm jeg fik lige tanken, om det var derfor han troede, jeg var kommet – for at få piller. Han sagde, at jeg nu skulle finde et apotek og købe dem!!!!! Nå ja, jeg kan næsten ikke gå, så jeg går da rundt og leder efter et apotek – eller nej, det gør jeg nok ikke.

Papirerne fra hospitalet

Efter jeg havde talt med lægen, spurgte jeg i receptionen om jeg ikke kunne få nogle papirer på mit besøg. Jov – det kan du da godt. Herefter modtog jeg et kort med mit navn og ankomst og afgangs tidspunkt.

Jeg spurgte:

Kan jeg ikke få en kopi at journalen eller noget andet fra lægen?

Nej, svarede han – det gør man ikke i England, så skal en læge ringe til hospitalet.

Forsikringen

Imens havde Tore en dialog med vores forsikring. Jeg talte med en læge fra forsikringen som mente at jeg skulle have udvidet hjælp til min hjemtransport. Dvs. 2 flysæder, en tilladelse til at gå ombord på flyet med en skade og en der kunne køre mig i rullestol ud til flyet.

For at der ikke skal blive en længere historie end det allerede er, så lad mig konkludere: Når du har ondt og er syg i England, så er der bare en ting du vil – HJEM.

Vi talte med forsikringen igennem hele dagen. De mente at jeg skulle blive i Manchester, de ville om booke min flybillet med udvidet hjælp – altså en billet, hvor det kunne tage 72 timer at få på plads.

Beslutningen blev taget

Jeg ville bare hjem – og det kunne kun gå for langsomt. Jeg ville ikke være syg i England men hjem til det danske sundhedsvæsen som er 50 år længere fremme og som giver service. Ja – det gør de altså, selvom vi altid brokker os over det. Og selvfølgelig, det allervigtigste min familie.

Jeg tog en taxa til lufthavnen, efter at have været på hospitalet i 9 timer. Tore købte en dyr SAS billet til mig, så jeg kunne tage flyet sent om aften. Efter mange timers venten i lufthavnen i Manchester,  må jeg indrømme, at da jeg stod ved gaten og så SAS flyet tænkte jeg på reklamen.

At flyve med SAS, er næsten som at være hjemme.

Flyvningen gik ok, pudsigt nok fik jeg faktisk 2 sæder, Tore hentede mig og jeg var glad, på trods af smerterne, da jeg endelig om natten var hjemme.

Opfølgning og hvad nu?

Jeg talte næsten med det samme med en dansk læge.

Han sagde: Et eller andet er der sket, men vi kan første undersøge en knæskade, efter nogle uger.

Hævelsen og smerterne skal først være væk. Så smertestillende piller, knæbind, op med benet og hvile. Lige nu krydser jeg finger for, at det bare er en forstuvning og at det fortager sig. Jeg vil jo nødig have en operation.

Syg i England

Ting sker, uheld opstår og det er jo en del af livet. Det var bare ærgerlig, at jeg måtte afbryde min rejse som jeg havde glædet mig til. Når uheld sker derude i verden, som vi også prøvede da Tore blev syg i Bangkok, og Maria i Marrakech, bliver jeg altid glad for at bo i Danmark. Et land med tryghed og et godt sundhedsvæsen.

• Rejsetidspunkt september

Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.