Syg i Marokko

At blive syg i Marokko, var lidt at en gyser og er den værste frygt når du rejser. At komme ud for et uheld, skulle søge lægehjælp og derefter ende på et hospital. Det var desværre tilfældet for min datter Maria, på en rejse til Marokko hvor byen Marrakesh blev besøgt.

Syg i Marokko
Syg i udlandet

En af de ting, som vi nok alle frygter når vi rejser, er at blive syg i udlandet og da slet ikke at blive syg i Marokko. Rejsen er planlagt, du glæder dig og så bliver du syg eller kommer ud for et uheld. Jeg har tidligere skrevet om mit uheld på en tur til England hvor jeg på godt og mest ondt, oplevede det engelske sygehusvæsen. Desværre har vi også oplevet, at Tore er blevet indlagt på et hospital i Bangkok, hvor han blev fejldiagnosticeret for efterfølgende at have et langt sygdomsforløb i Danmark. Denne gang var det min datter, der kom til skade i Marokko og dermed fik brug for lægehjælp.

Hvad skete der?

Vi boede i vores dejlige Riad Catalina på 3 sal. Der var bare en ting som ikke var så dejligt, trapperne. De var høje, de snoede sig og var af forskellige størrelser. Vi var lige blevet klar til vores udflugt og et gensyn til den smukke park, Jardin Majorelle. Jeg var gået ned og sad og ventede i gårdhaven på Maria. Efter en del venten kom en af de ansatte, satte sig på hug ned foran mig og sagde:

Maria har brug for dig. Hun er kommet til skade og faldet ned af trappen.

Gys, tusind tankerne for igennem mit hoved og pulsen steg adskillige takter. Efter det første chok satte frygten ind. Frygten for, hvad der var sket med hende og det at hun måske skulle være syg i Marokko. Jeg kæmpede mig op ad trapperne og helt rigtig, inde på værelset lå hun på sengen og hendes fod var kommet slemt til skade. Hun havde simpelhed faldet ned af trappen og havde forvredet hele foden.

Nadia som arbejdede i receptionen, havde vi efterhånden fået et godt forhold til og hun kom med det samme med kølende cremer og masser af is som blev lagt på den forslået fod. Hun satte hårdt ind på at pleje Maria som slet ikke syntes det var sjovt, at hun nu skulle være syg i Marokko.

Anmeldelse af Riad Catalina - Marrakech, Marokko
Hvad gør man så?

Ja, hvad gør man så? Håber på at det kun er en forstuvning, at det ikke er så slemt eller… Vi valgte, efter nogle timer at ringe til forsikringen og spørge dem om råd.

Samtalen med forsikringen

Maria ringede til forsikringen og spurgte: Hvad skal jeg gøre? Efter en del snak frem og tilbage blev beslutningen, at forsikringen syntes, at Maria skulle tage på hospitalet og få det undersøgt. Dette for at være sikker på, at der ikke var noget der var brækket. De fortalte hvilket privathospital vi skulle tage til og fortalte desuden, at de med det samme ville sende hospitalet en betalingsgaranti.

Turen til hospitalet

Nadia i vores Riad bestilte en taxa og nu skulle Maria op på benene. Foden var nu gevaldigt hævet og gjorde XZ#!X ondt. Nå Maria kom mirakuløst ned ad trapperne og en fra vores Riad fulgte os op til taxaen. Jeg tror, at Maria følte at de 3-400 meter føltes som kilometer for det var en smertefuld tur hvor hun bandede over at være kommet til skade. Vores ven fra Riaden fandt taxaen i det kaotiske kryds og vi var nu på vej. Taxachaufføren kunne nu ikke rigtig finde vej men endelig var vi fremme og selvfølgelig skulle han lige udnytte situationen og kræve det dobbelte af normal takst for turen.

Syg i Marokko

Indskrivningen på hospitalet

Da vi ankom, var der mennesker overalt, så det var ikke kun Maria der var blevet syg i Marokko. De mange mennesker ventede både ind – og udenfor. Vi henvendte os til skranken og papirarbejdet begyndte. Maria udfyldte en del blanketter, de hentede en kørestol til hende og derefter ventede vi, men heldigvis ikke særlig længe.

Undersøgelse af lægen

Vi ventede faktisk kun et par minutter, så kom der en og kørte kørestolen hen til elevatoren og op på 2 sal. Her kom vi ind i et lyst konsulationsværelse. Efter lidt tid kom der en lægen og han talte og forstod heldigvis engelsk, rimelig godt.

Han undersøgte Marias fod og ben og stillede spørgsmål. Han havde et skema som han udfyldte, i papirform og engang imellem, var der åbenbart noget i skemaet han ikke havde undersøgt eller var i tvivl om, for så skulle han lige undersøge Maria igen.

Han konkluderede at foden skulle røntgenfotograferes.

Syg i Marokko

Røntgenfotograferingen af foden

Endnu engang kom rullestolen med Maria siddende i, ud at køre og efter en tur i elevatoren, endte vi nede i kælderen. Hun blev røntgenfotograferet og allerede der sagde de, at foden ikke var brækket. Jubbi vi var begge meget lettede og glade.

Retur til lægen

Retur igen til konsulationsværelset, hvor vi ventede og efter lidt tid kom lægen. Han kiggede på røntgenbillede og sagde at den ikke var brækket. Dejligt. Derefter sagde han, at han ville sende bud efter en specialist som også lige skulle kigge på foden og benet.

Vi havde nu begge regnet med, at det ”bare” var en kraftig forstuvning, nu når vi var sikre på at det ikke var brækket og at vi dermed bare kunne forlade hospitalet. Men nej – når man er syg i Marokko er de åbenbart meget omhyggelige, så vi ventede.

Specialisten kom til hospitalet

Vi ventede en del tid og derefter kom der en mand ind i rummet. Han smed sine nøgler på skrivebordet og hilste på os. Maria og jeg kiggede lidt på hinanden og tænkte begge to:

Hvem er dog dette?

Han havde kasket på og en kort sort læderjakke og lignede overhoved ikke de andre polerede læger på hospitalet, som alle bar hvide kitler.

Han gik i gang med at undersøge Marias fod og ben. Han prøvede at tvinge hendes ben (meget smertefuldt) i forskellige vinkler og snakkede en hel masse. Det skal siges, at han talte udmærket engelsk.

Efter han havde undersøgt Maria, kom dommen. Hun skulle have gips på i 3 uger, fordi hendes ledbånd var blevet beskadiget og hvis hun ikke fik det, ville hun få varige men resten af livet. Hun blev selvfølgelig ked af det, for det virkede fuldkommen uoverskueligt.

Specialisten spurgte: Hvorfor bliver du ked af det? Maria svarede: Det er ikke sjovt at være syg i Marokko og slet ikke at skulle have gips på. Til dette svarede han, lidt aggressivt: Hvad er der galt med Marokko?

Maria forklarede, at når du er syg vil du da allerhelst være det i dit eget land. Vi tror faktisk ikke at han forstod det, for han svarede: Du skal da bare være glad for, at du ikke skal opereres.

Syg i Marokko

Gipsen kom på

En sygeplejerske og tingene til at lægge gips på, kom nu samtidig ind i lokalet. Lægen prøvede at brække det forslået ben i en bestemt vinkel imens Maria kraftig understregede hvor ondt det gjorde. Derefter gik han så i gang med at lægge gips på. Maria som lå på maven under gips pålæggelsen kunne intet se. Selvom jeg var i tvivl om det var en læge, da han trådte ind af døren, kunne jeg da godt se, at den øvelse med at lægge gips på, var han rutineret i.

Gipsen var nu lagt på. Den dækkede hele foden på nær tæerne og gik op til knæet. Lige med et sagde han: Vi skal lige gøre noget ved gipsen fordi du skal flyve. Det er noget med trykket.

Jeg ved ikke hvordan du ville have det men jeg troede et øjeblik, at jeg var midt i en gyserfilm. Han kom med en maskine, som var en minirundsav. En af dem jeg kun har set i tv når de obducerer lig. Nu gik han så i gang med at fræse et langt hul i gipsen. Det larmede, der var støvskyer i lokalet og jeg sad hele tiden med frygten om, at nu ramte han Marias ben. GYS – det med at være på hospitalet og syg i Marokko, er ikke for sarte sjæle.

Yderlig behandling

Nu var gipsen langt på, der var skåret hul i den for at tage trykket under flyvningen og udleveret krykker. Maria måtte nemlig ikke støtte på benet overhoved. Nu forklarede han, at han var ved at skrive en recept, på medicin som vores Riad skulle hente på apoteket.

Maria spurgte: Hvilken medicin er der på recepten? Han svarede smertestillende og du skal have en indsprøjtning hver dag.

Der vil komme en sygeplejerske og give dig den, der hvor du bor.

Maria spurgte: Hvilke indsprøjtninger?

Ja, svaret var lidt uklart med noget med medicin til venerne og insulin.???? Vi forstod ingenting.

Syg i Marokko

Udskrivningen fra hospitalet

Udstyret nu med et gips ben og 2 krykker var vi tilbage til indskrivningsskranken. Vi fik diagnoserapporten, recepten, en tilladelse til at flyve og dermed få krykker med ombord i flyet og røntgenbillederne. Maria var placeret i en rullestol og jeg prøvede nu at praje en taxa.

Hjemturen var et Helvede

Vi ventede i meget lang tid på at der kom en taxa som var ledig, men endelig lykkes det. Han var super venlig og hjalp Maria som nu var blevet krykhusar ind i taxaen. Der var bare et lille problem, han kendte ikke vejen til vores kryds ved vores Riad. Nå men heldigvis havde jeg den udmærket app HERE WeGo som virker offline.

Jeg viste ham nu med min IPhone hvornår han skulle dreje osv. Efter fælles hjælp, var vi nu endelig fremme ved vores kryds og byporten. Maria stod ud af taxaen med hjælp fra chaufføren og vaklede lidt, midt i tumulten men hun kom da ind på fortovet.

Hun gik lidt med krykkerne og en venlig person i en butik, tilbød hende at sidde på en stol udenfor. Maria var efter 75 meters gang udmattet, træt og gennemblød af sved. Gode råd var dyre, for der var over 300 meter ned til vores Riad ad snoede gader, i forskellige højder og ukurant belægning. En opgave der for de fleste ville være umulig og jeg må indrømme at lige i det øjeblik, var jeg rimelig modløs og meget ked af det på hendes vegne.

Hold op hvor var det synd for hende. Mit moderhjerte blødte. Hun sad der ynkelig på en stol, midt i den historiske medina. Her hvor tiden er gået i stå, hvor der ser ud som for hundrede år siden og hvor æselkærre er den mest brugte transportform. Hun havde smerter og skulle gå på et ben 300 meter. Det er i hvert fald ikke for hverken sarte og svage sjæle, at være syg i Marokko.

Syg i Marokko
Syg i Marokko

Løsning på problemet blev fundet

Jeg ved ikke om det var den pressede situation, vores mange rejser verden rundt eller hvad det var men vi fandt kampmodet frem. Vi fik begge den ide, at der kun var en løsning på problemet. En scooter.

Den første scooter som jeg så, der havde en ledig plads bagpå gjorde jeg tegn til. Heldigvis stoppede han og kunne tale engelsk.

Jeg spurgte ham: Vil du hjælpe min datter (pegede på Maria). Kunne du køre hende ned til vores Riad? Jeg sagde desuden, at jeg gerne ville betale for det.

Han svarede: Ja, det vil jeg gerne men jeg vil ikke modtage penge for det.

I løbet af ingen tid, sad hun bagpå hans scooter og var på vej ned til vores Riad. Jeg skyndte mig derned, slæbende på hendes krykkerne og der stod hun, lige foran vores Riad. Den venlige fremmede vinkede farvel og vi sagde endnu engang tak og tilbød penge men nej tak, det ville han ikke have.

Op på værelset

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at kønt var det ikke. Maria skulle nu op til 3 sal, af de trapper som vi nu hadede. Der var kun en metode. Det var at sidde på et trin, og derefter hæve sig op og dermed tage et ad gangen. Puha, det holdt hårdt og hun var helt udmattet. Efter lidt tid var hun heldigvis placeret i sengen i et køligt rum. Vi havde vores tvivl om behandlingen og medicinen, så Maria kontaktede forsikringen og spurgte om hun ikke kunne tale med en dansk læge. De svarede: Selvfølgelig, der ringer en læge til dig i morgen tidlig. Efter lidt smertestillende medicin faldt hun endelig i søvn men havde en urolig nat.

Næste morgen – hvad nu?

Næste morgen ringede der en dansk læge. Hun sagde: Hvis du er sikker på den ikke er brækket, har de overbehandlet dig, for at tjene penge. Af med den gips med det samme, du skal bevæge foden og du skal for alt i verden ikke tage imod nogle indsprøjtninger. Lægen kunne desuden ikke forstå nogle af de papirer som lægen havde skrevet som Maria havde tilsendt hende.

Jeg gik ned til Nadia i receptionen. Hun læste alle papirerne fra hospitalet igennem som var på fransk. Jeg sagde også, at hun skulle afbestille en evt. sygeplejerske som ville komme og give Maria indsprøjtninger. Hun sagde, at ingen af papirerne gav nogen mening.

Jeg gik op på vores værelse igen og efter lidt tid bankede det på døren. Hvem mon det var? Der udenfor døren stod en ansat med en stor bakke hvor vores morgenmad var på. WOW det så godt ud og humøret steg lige et par grader.

Syg i Marokko

Gipsen af – lidt af en opgave

Efter lidt tid og en del overvejelser om det nu var den rigtige beslutning, var vi klar. Nu skulle den forbandede gips bare af. Udstyret med en neglesaks og en masse stædighed gik vi i gang. Det var ikke en nem opgave. Den ros skal lægen have, han havde været omhyggelig. Vi asede og masede i lang tid og grinede en del over dette underlige projekt. Det at være syg i Marokko, havde fundet vores galgenhumor frem og at grine var dejlig tiltrængt, efter gårsdagen oplevelser. Efter en del tid kom gipsen endelig af og sikke en befrielse.

Syg i Marokko

De kommende dage og hjemturen

Det blev jo ikke til de lange gåture – og eller oplevelser de kommende dage. Maria fik dog humpede sig op til vores gadekryds udenfor bymuren og vi tog en taxa til en af vores yndlingssteder, i Guéliz 16 Cafe hvor vi nød en lækker frokost.

Hjemturen gik udmærket selvom Maira skulle gå en del i lufthavnene. Efter en rimelig flyvning, havde vi endelig dansk grund under fødderne.

En tur på skadestuen i Danmark

Maria tog en tur på skadestuen efter vi var kommet hjem. Hun havde fået en diagnose i Marokko og en af en dansk læge i en telefon. Skadestuen beskæftigede at det var en slem forstuvning, så godt vi tog den gips af.

Syg i Marokko

Tiden derefter

Der gik lang tid inden foden blev sig selv igen. Nu i skrivende stund, 3 uger efter uheldet er foden stadig blå og øm men det går stille og roligt fremad.

Alt det positive i forbindelse med uheldet

At have et uheld og blive syg i Marokko er jo overhoved ikke positivt. Det som var positivt, var alle de mennesker som hjalp os. De små medmenneskelig ting som når du er i sådan situation, hjælper dig, opmuntrer dig eller som du sætter stor pris på.

  • Nadia som plejede Maria med is, kølende cremer og som gik på apoteket for at købe et bind til foden. Ting hun overhoved ikke ville høre tale om, at vi selv betalte.
  • Naida som opgraderer vores værelse, efter Marias uheld og som sørgede for helbredende te med honning.
  • Alle de andre ansatte i vores Riad som var spørgende, bekymrede og som hjalp Maria.
  • Den fremmede mand som kørte Maria på sin scooter ned til vores Riad.
  • Vores Riad som to morgener sørgede for, at vi fik morgenmad på værelset og terrassen, helt uopfordret.
  • Forsikringen som hele tiden var der for Maria, sørgede for at tingende fungerede og at hun var tryg.
  • Taxachaufføren som brugte tid på at hjælpe Maria ind i taxaen og ud igen.
  • Den unge kvinde i medianen som flere gange lånte sin stol til Maria.
  • VIP sevice på hospitalet med vores betalingsgaranti i hånden. Vi ventede overhoved ikke nogle steder, andet end 10 minutter på speciallægen.

En stor tak til Nadia som hele tiden var der for os. Afskeden med hende var lang, varm og med masser af kram. Hendes sidste ord til os var:

Nu har i fået en ven i Marokko. 

Syg i Marokko

  • Rejsetidspunkt marts.

Følg rejsebloggen OnTrip.dk på FACEBOOK, INSTAGRAM og TWITTER.

Annette Seier - OnTrip.dk

Min store passion er at opleve verdens mangfoldighed, suge lærdom til mig, for bagefter at fortælle mine historier. Selvom min alder er 50+, har jeg masser af eventyrlyst og elsker at rejse ud i verden med min mand. Jeg har til dato besøgt 6 kontinenter og 63 lande. Du kan kontakte mig på OnTrip (a) outlook.com

Du er altid velkommen til at kontakte os:
– SoMe: Facebook, Twitter, Instagram
– Mail: ontrip (a) outlook.com

Læs Privatlivspolitik

Følg os på kommende rejser

OnTrip.dk
CVR: 37901598

Copyright OnTrip.dk – All rights reserved
Tekst og billeder må ikke gengives uden tilladelse.

Translate »

Privacy Preference Center